Permanent pigmentering

Hvor min store interesse også er fotografi, især at stå bag kameraet, bruger jeg også enormt meget tid på at tatovere. Som jeg nævnte forleden elsker jeg at tegne og farvelægge; det er klart en fordel, når man kaster sig ud i at tegne på folks kroppe.

Igår tatoverede jeg mig selv. Det var bestemt ikke første gang, men det var første gang, at det var i en større kaliber. Altså, bare lidt stort. Okayokay, 4 cm. Men det er meget for sådan en som mig.
Det var som sagt ikke første gang, da man generelt lærer meget om hvor dybt nålen skal, hvordan man fører den, hvordan det føles, osv. ved at kradse pigmenter ned i kroppen, så det var selvfølgelig egen krop, jeg lagde ud med at terrorisere i tidernes morgen. Eller sidste sommer.

Kæreste B skal krediteres for dette billede. Normalt tatoverer jeg selvfølgelig med handsker, men det var ikke helt så nødvendigt, når det var mig selv, der førte nålen.

  

Det gjorde pokkers ondt. Normalt synes jeg, at det er en mere eller mindre behagelig følelse, men hold nu op... 

Jeg skulle have dækket et lille B (du gætter aldrig, hvad det står for), da det var skævt og ikke specielt godt lavet (undskyld til tatovøren, som er en god ven af mig). Du kan måske spotte det på billedet nedenunder.

Og som stencilen ovenover nok hentyder til, fik jeg lavet et 8-tal (med en fortsat reference til B'et (har du gættet det??).

Jeg tuller i disse dage rundt inde i København (uuh, storby, mmh) af netop denne grund; jeg skal tattovere. I denne hede. Selvom jeg nu helst vil undgå at brokke mig over at det er blevet sommmer... men come on, det er varmt!

Er mit arbejde noget I ville have lyst til at se? Hvorom alting er kommer jeg nok til at belemre jer en smule med det alligevel. Bare fordi jeg kan.

Muse, min muse

Nu hvor studietiden  lakker mod enden (inden kandidaten påbegyndes), og sommerferien kan skimtes for enden af den sorte eksamenstunnel, begynder jeg at overveje mine muligheder for ferien.
S og jeg tager til Island i to uger (wuhu!), men udover det er der en masse vidunderlig fritid, som jeg nu lægger planer for. Een af mine store planer er at få gang i mit kamera igen og få eksperimenteret med en masse smukke mennesker. Når jeg ikke leger kunsthistorie-studerende, leger jeg nemlig fotograf. En leg Nadia og jeg ofte har leget sammen, de sjældne gange vi ses om året. Man kunne næsten sige at hun agerer muse for mig, for når vi skyder sammen, så fungerer det. Ikke når vi opstiller en scene, men derimod når vi har skudt en del, og er trætte og stille, så opstår øjeblikket - og det bliver perfekt.
Det ville være rimelig i orden, hvis jeg kunne finde én, hvor bare nogenlunde samme connection kunne opstå - her i området ;)

Her er nogle eksempler på, hvad vi to har lavet sammen.

Bortset fra de tanker jeg gør mig om sommeren, har jeg et projekt kørende med en veninde fra Musikkonservatoriet, som bliver aktuelt senere på sommeren, og jeg glæder mig helt vildt til det kan realiseres. Lad eventyrene komme hid.

Ps. Hvis du vil se flere billeder af skønherlige Nadia, eller bare andet af mit fotografiske arbejde kan du gå til www.kirabo.dk

Have a happy period

Det må næsten være verdens dårligste slogan. Have a happy period.

Der er selvfølgelig tale om Always’ geniale metode at skaffe flere kunder på. Ikke at det ligefrem er et behov for at reklamere for en nødvendighed. Lidt ligesom toiletpapir og tandpasta, det er noget vi alle (de fleste, så) bruger; vi skal nok selv finde ud af om det skal være ekstra blødt, så vi ikke flænser røvhullet, vi behøver ikke en reklame til at belære os. Lambi er lavet af lam, ergo er det blødt. Færdig.

Men Always. Vi kan ikke komme udenom at alle os kvinder får brug for sanitetsprodukter every now and then. Men jeg betvivler (meget) at brug af Always-bind gør mig så fantastisk glad, at jeg vil gå og smile gennem hele min ”periode”. Ikke nok med at jeg (ok, B) skal kæmpe med mine hormonforstyrrelser og humørsvingninger, så skal jeg tilmed have en ble mellem benene, for det vil gøre mig glad. I think not.

 Google har lånt os billedet.

Det var dog ikke nok for Always (eller Libresse) at nøjes med et slogan. De skulle også fremstille praktiske hylstre, der kan indeholde et bind, så man snildt kan bære det fra tasken ud på toilet – så INGEN ved, at du har menstruation. Medmindre de selvfølgelig også har set reklamen, og derfor ved at den lille firkante holder i bindstørrelse nok indeholder et bind. Og så ryger ”formålet” lidt.
Men Libresse tager dog skridtet (høhø) videre ved at bemale disse etuier med De Syv Dødssynder og smide en ”hvad er din synd?” lige i hovedet på os.
Min synd er unægtelig store mængder sukkerholdige produkter, men det behøver de ABSOLUT IKKE! at tvære lige i hovedet på mig præcis på det tidspunkt af måneden.

Ja, jeg er bitter. Og hvorfor mon?

(Inde på Always' hjemmeside kan man sende et Have A Happy Period e-kort... tør du sende et? Link)

Boller i regnen (hø hø)

Vi kan lige så godt tage konsekvensen af det. At vi har forårsregn en masse. Personligt vil jeg ikke brokke mig over det (1. mine planter elsker det, 2. jeg skal alligevel sidde indendørs og skrive eksamensopgave, så det er a-okay med mig at vejret sucks).
Forleden morgen var køkkenet tomt for morgenmad, så jeg smed boller i ovnen. Mmh! De blev ligesom jeg altid har ønsket - Præcis ligesom bollerne Aske bager i Bamses Billedbog! (Det irriterer mig ret meget, at jeg ved jeg har et perfekt billede af de her boller i en bog om Bamse hos mine forældre. Eller hos mine nevøer i Nord Irland? I hvilket tilfælde det bliver virkelig svært at få fat i det...)

Mmmmmh de er gode (and so flufffeeeeey!)

Så jeg vil anbefale jer at tage konsekvensen af regnen og bage dejlige bløde boller med smør og kardemomme, præcis som de var, da vi var små. Opskriften er Sif Orellana's (http://siforellana.dk) - Den er så god! Hun kalder dem akutboller, fordi de kan forberedes og bages på meget kort tid, perfekt til hvis du pludselig får gæster, eller har glemt en fødselsdag.

Here goes:

Sif Orellanas akutboller (12-15 stk)

200 g smør
2 dl mælk
40 g gær
1½ tsk salt
2 æg
2 spsk honning eller lys sirup
ca. 700 g mel
Masser kardemomme

Smelt smørret i en kasserolle. Hæld mælken i og vent til blandingen er håndvarm. Rør gæren ud i blandingen og tilsæt salt, æg og honning eller lys sirup. Tilsæt til sidst melet og kardemommen og ælt dejen godt til, den er dejligt blød og smidig. Form 12-15 boller, sæt dem på en bageplade med bagepapir og lad dem hæve under et fugtet viskestykke i 30 minutter. Pensl bollerne med sammepisket æg og bag dem ved 200 grader i ovnen i ca. 10 minutter eller til de er smukt gyldenbrune og gennembagte.

Så bag boller, spis dem under tæpper med varme drikke og hygge, go!

Barnlige tendenser

Aller inderst inde er jeg ikke så voksen som jeg ellers (ikke) giver udtryk for. Mine barnlige tendenser er til at spore både i mine interesser og i min opførsel.
Jeg kan rigtig godt lide at se tegne- og animerede film, ligesom mange andre, men jeg kan endnu bedre lide at gøre dubberne (dem, der lægger stemme til figurerne) kunsten efter, både under og efter filmen. Det kom sig for nylig til udtryk efter jeg har set animationsfilmen Despicable Me, som jeg naturligvis havde set alene. Det betød at der begyndte at opstå mærkelige (for B) situationer i hjemmet med min imaginære enhjørningven:

Ideen til enhjørningen er tyvstjålet fra nettet, "how to draw a unicorn". Som det fremstår af billedet har B lånt Kiras øjenbrynskit

Selv samme situation opstod en dag i Kvickly (jeg namedropper ret ofte dagligvarebutikker), da jeg fik øje på en spillevende bamseenhjørning. Jeg havde bare glemt, jeg var ude og handle alene.

Umiddelbart lyder det ikke videre barnligt, men jeg har også valgt at udelade min interesse for at farvelægge liggende på gulvet; tegneserielæsning; min nerf-gun, som jeg ønskede mig og fik til min 24 års fødselsdag; lave kapløb med folk, der skal på toilet; at spise enorme mængder Coco-Pops (og kage); gemme mig i kasser af forskellig størrelse, bare fordi det er hyggeligt; lege/lave perler (alt efter hvor i landet man kommer fra); men selvsagt er min største barnlige interesse at rekonstruere scener i Disney- og Harry Potter-film.

Men det er alt sammen okay. Jeg er ikke en dag højere end et barn i 2. klasse.


Hvis du ikke har den fjerneste idé om hvad min tegning går ud på, kan du set klippet fra Despicable Me her:

I won! Og besættelsen af øjenbryn

Som vi tidligere har skrevet om er Nadia og jeg forbundet på et hidtil uset (og lettere sygeligt) plan. En aften var Nadia faldet over e.l.f.'s hjemmeside og sad og savlede over deres billige produkter, alt i mens jeg ikke sad ved en computer, og derfor ikke kunne købe eller følge med. Og det var smerteligt. Så tidligt næste dag sad vi begge på hjemmesiden (og msn, duh), så vi kunne ose, beslutte os og købe sammen. Vi er nemlig så co-dependent.

Vi bestilte samtidig, men Nadia var den første af os, der fik mailen om at pakken var afsendt (hvilket jeg selvfølgelig ikke var særlig tilfreds med. Var faktisk lettere hysterisk).

MEN. Jeg fik endnu en pakkeseddel fra min sure postmand. (Fandt i øvrigt ud af at vores dørklokke ikke virker, så det var egentlig ret godt, at jeg aldrig nåede at brokke mig til den uhyggelige postdame, ahem). Og i dag fandt jeg ud af at.. Jeg vandt! Jeg fik pakken først. *evil laugh*

Det er meget vigtigt at I får et billede af pakken, så I forstår sagens alvor. 

Jeg var så spændt på at se indholdet, at jeg følte mig nødsaget til at pakke den op, imens jeg sad udenfor min vejleders kontor og ventede på at komme ind. (Og måtte vise kassens indhold til trofaste bibliotekspartner L, mens mine øjne skinnede lykkeligt)

Køb: Mineral Glow, neglelak (altså, 8,5kr - hvad giver du mig!?), en concealer og Eyebrow kit.

I samme øjeblik jeg endelig kom ind af døren derhjemme, fik jeg prøvet samtlige produkter af. (Bortset fra concealeren. Er det groft at jeg blev vred over ikke at have en eneste plet/bums/knop i ansigtet, som jeg kunne dække? Magen til antiklimaks.)

Men nu. Jeg har aldrig haft flottere øjenbryn. Det skal måske siges at jeg er besat af (mine) øjenbryn. Personligt synes jeg ikke at der er noget flottere (jaja, okay...) som et par velformede, mørke øjenbryn med et perfekt 'knæk'.

De er samtidig den del af mit udseende, jeg har kastet min kærlighed på, og af samme grund kan jeg ikke gå udenfor en dør uden at have dem tegnet op. Det lyder sygt. Det er det også..

MEN. e.l.f.'s eyebrow kit er the shizzle. En perfekt (indet mindre) sammensætning af en farvet gel og en mørk skygge. Jeg er lykkelig.

Edit:
Per forespørgsel vedlægges der billed-dokumentation for mine argumenter. 

Når kæresten bliver syg...

Min bedre halvdel er syg. Jeg kan sagtens se dig, kære kvindelige læser, vende det hvide ud af øjnene. For det er aldrig - ALDRIG sjovt med en syg mand i huset.
Men sådan er det ikke med B. Ofte aner jeg ikke at han er syg. Modsat mig, jeg er halvt hypokonder på min mors side. Der er aldrig tvivl om noget som helst, hvis jeg er imaginært sløj.

Tilbage til B. Som sidder med blanke øjne, åben mund, kridhvid i hovedet, og mumler uforståelige ting en gang imellem. Men papir stukket i næsen, så den ikke løber nogle vegne, og godt viklet ind i mine tørklæder. Han er ynkelig, og som den kvinde, jeg nu engang (lader som om jeg) er, kommer moderfølelsen op i mig, når jeg kæmper for at få smitten ud af ham og i stedet tage den over på mig selv.

Det var igår. Han var ikke rigtig til at komme i kontakt med, eftersom at han havde travlt med at tåge rundt i sin feber/rødvinsdøs. Hvilket gav mig muligheden for at se Project Runway, et program drengen hader.

Kira har været mægtig at illustrere dette indlæg

Han må have sneget sig til tilfældigvis at se, hvad der foregik, for pludselig begyndte han at kommentere med. Han var især meget enig med Heidi Klum og Michael Kors, da en designers kjole mindede om en beskidt dug.
Det var bevis nok for mig; B var vitterlig syg.

For resten. Mine moderlige følelser og mit ønske om at fjerne den slemme, slemme sygdom fra hans krop, og "Åh skat, hvis jeg kunne, ville jeg være syg i stedet for dig" virkede. Jeg er nu syg, og B har det meget bedre. 

Jeg mente det sgu da ikke. 

Dengang vi mødte Steve

En (forholdsvis) mørk og (rimelig!) stormfuld aften var S og jeg ude i haven. Jeg gik som altid og tjekkede manisk på mine talrige stiklinger og små planter (de skal tjekkes hver dag, ellers vokser de ikke), imens S gik rundt og ignorerede mig.

Pludselig kunne vi høre rumsteren i det mørke krat (den rimelig okay-oplyste busk), og vi kiggede uroligt på hinanden (eller... ja). Vi nærmede os busk... eehh krattet, mørkt, mørkt var det. Og der var det. Kiggede os direkte i øjnene, med sine små sorte, stikkende øjne... Vi stod alle tre helt stille, alle sammen bange for at gøre en forkert bevægelse og dermed sætte os eller andre i fare.

Og så skreg (hvinede) jeg. ”Nuuuurh!! Vi har fåt en pindgris!!!”

Vi er ude og hilse på den hver aften, når den tusler omkring i mørket. Og siden det er et by-pindsvin (?!), er det tilsyneladende ikke bange for mennesker. Altså den hopper selvfølgelig ikke direkte op i armene på os, men den hilser på os og tøffer videre. Love it!

Desuden har pindgrisen nu fået et navn. Steve. Fordi vi elsker den her:

Kronisk dårlig samvittighed

I dag er dagen, hvor projektet om fotografigenren trashrealisme, og undergenren Heroin Chic er blevet afleveret. Tiden op til afleveringen har selvsagt været enormt stressende. For alle andre.
Nogen havde jo lovet at Jorden ville gå under i lørdags (hvilket den ikke gjorde, bare fyi), så det var absolut unødvendigt for os at stresse over en projektaflevering.

I mangel af interessante fotos til at illustrere dette indlæg er her et eksempel på genren Heroin Chic af fotograf Corinne Day.

Lige nu sidder jeg med en halvtom fornemmelse. Du kender den sikkert godt - når man har afsluttet et semester (eller har fået sommerferie fra gymnasiet), så er det helt utroligt besværligt at slippe den velkendte stressfølelse, der er begyndt at give en en tryghedsfornemmelse.
Lige nu er jeg fri. Bortset fra det forestående mundtlige forsvar af projektet om en måned. Jeg har en smule lettere ved at forholde mig til overspringshandlinger, end når overspringshandlingerne forvandler sig til bare at være handlinger.

Efter at have afsluttet et haste-essay igår, som jeg havde udskudt (glemt alt om), tullede jeg ned for at handle, plukkede et par planter (ingen sommerfugle pga. den varslede regn, der aldrig rigtig var noget specielt), strikkede lidt på et pudebetræk (da jeg kom hjem, ikke nede i Rema) og så gyserfilm en masse. Uden dårlig samvittighed. I den ideelle verden.

For man lider jo af kronisk dårlig samvittighed, når man er studerende, ik'?

(Og ja. Det første link linker til CNNs historie om manden, der forudsagde jordens undergang. Det virker lidt mere intelligent end at linke til Ekstra Bladets version af selv samme. Jeg kan godt lide at lade som om jeg ikke læser mine nyheder på EB).

Screaming Masterpiece

Random billeder af P og jeg fra gymnasietiden med rødvin. Og tynde øjenbryn *host*

Forleden aften faldt S og jeg over en dvd, vi købte for laaaarng tid siden, men aldrig har set. Screaming Masterpiece; en dokumentar om islandsk musik gennem 100 år. Som dokumentar var den ikke fantastisk, men som introduktion til islandsk musik (ikke kun Björk & Sigur Rós...) var den skøn. (Kan købes på Amazon).
Selvfølgelig var der en del musik af Björk - Hvilket fik mig til at tænke på de hyggestunde jeg havde med P, da vi gik i gymnasiet. Vi ville sidde på gulvet på et af vores respektive værelser, stearinlys tændt, rødvin i glassene og Björks cd'er på repeat. Jeg savner de aftner. Vi ville sidde og kontemplere over livet, musikken og vores venskab (det endte ofte i tårervædede kærlighedserklæringer (venskabelige, ikke) til hinanden og åbenbaringer som var glemt næste morgen. Men vi gjorde det så ofte vi kunne. Jeg tror det må være 4-5 år siden vi gjorde det sidst, men det er dejligt at komme i tanke om.

Minder til side. Mange har en mening om Björk - nogle har måske endda glemt hende. Personligt synes jeg hun er fabelagtig, og jeg kender ingen der kommer på højde med hendes unikke univers. Så en lille samling fantastisk musik til dem der har glemt, dem der vil give det en chance, dem der ikke kender og dem som bare gerne vil nyde.

Jeg står jo bare og passer mig selv...

(Allerede nu vil jeg beklage dette indlæg: B fattede ikke det komiske i situationen, da han fik den forklaret. Man skulle åbenbart have været der. Så derfor fattede jeg pennen og tegnede den).

Danskerne er et ekstremt indelukket folkefærd, hvilket nok ikke kommer som den store overraskelse for nogen. Umiddelbart ser jeg mig selv som en ret åben person, der ikke har de store problemer med at snakke med gamle damer i toget, der har brug for at tale om deres børnebørns nye tænder (?).

Men den følgende oplevelse overraskede mig. Ikke så meget det der skete som min måde at reagere på.
Jeg skulle egentlig bare have lidt æbler, klidkiks og andet sundt (okay, saltlakrids og kakao, men jeg købte altså også æbler), da denne flot-men-40 mand fra et afrikansk land (jeg generaliserer her, men han var mørk og han havde helt bestemt noget afrikansk i sig et eller andet sted) begynder at tale til mig på engelsk.

Det lykkes mig ikke at svare meget førend han har et nyt spørgsmål, hvilket automatisk giver mig sved på panden, for mine tanker begyndte straks at kredse om, hvorvidt han måske vil have mit nummer, vil gå efter mig og, måske, overfalde mig i en gyde. For hvorfor skulle han ellers tale til mig? Det er jo ikke normal opførsel. Vi danskere er vant til at passe os selv, og det vil vi åbenbart helst blive ved med. Desværre. Men han udviste nu en enormt stor interesse for mit impulskøb: skodakrylgarn til 5kr., hvilket ledte til den komiske del af oplevelsen (ifølge ham selv, i hvert fald):

Fakta får lige lidt gratis reklame her

(Som du nok kan se, var undskyldningen på sin plads allerede i starten af afsnittet. En tegning af situationen hjalp ikke, og man skulle stadig have været der. Også selvom jeg forsøgte at gøre det lidt autentisk ved at skrive det på engelsk).

Jeg forsøger stadig at forstå min egen reaktion. Der er jo intet mærkeligt i at konversere med hinanden.

Selvgjort er velgjort

I vores lille hjem har vi tilsyneladende startet en ny tradition. For lang tid siden gav jeg S en genbrugsbog om vedligholdelse af boligen ("Boligens vedligeholdelse" hedder den, skulle du være interesseret) (... den kostede 5kr og jeg var fuld af forhåbning!). Denne fandt han frem til i aftes, og allerede inden jeg havde indtaget min plads under dyne, begyndte oplæsningen. Vi taler om oplæsning af checklister; Hvilke værktøjer bør man have ("Uh! Jeg mangler skruetvinger!" eller "Elektrisk rundsav? Need it!") eller hvordan man reparerer en dørkarm..
Ligeledes blev jeg oplyst om kunsten af få et søm ud ved hjælp af hammer eller knibtang (Du ligger simpelthen en  træklods ind under, så trækket bliver mere lodret! Dette giver i øvrigt ingen grimme mærker fra værktøjet.).
Efter en tid blev der komplet stille, og siderne blev vendt og læst med omhu. Og tænk sig nu kan vi være handy sammed!

"*GISP* Knirker eller gynger gulvet? 147!!" (han bladrer højlydt og stilheden er endnu engang slående).

Online interageren

(Dette indlæg er mere eller mindre direkte oversat fra min engelske blog MATTER by nadia lavard, fordi jeg har sovet hele dagen væk uden at skænke dig en tanke. Undskyld.)

Twitter har aldrig rigtig sagt mig noget. Selvfølgelig var jeg dybt interesseret i denne nye form for kommunikative online interageren. Lidt ligesom mobilen, da den først vandt indpas. Men så gik det op for mig, at det bare var en ny Facebook med korte statusopdateringer. Opdateringerne var sjældent mere interessante end "jeg har lige spist en banan".

Mit online liv startede på DeviantArt, en hjemmeside fuld af deviants (her betydende artistiske afvigere, da kunstnere generelt er enormt afvigende). Min "afvigelse" var(/er) selvsagt fotografi. Jeg har aldrig set mig selv som sær bare fordi jeg er kreativ anlagt, det havde jeg helt andre grunde til. Men jeg begyndte hurtigt at føle mig accepteret for den jeg var - også selvom jeg ikke anede hvem det var endnu.

I takt med at min fotografiske viden voksede, rykkede jeg til MySpace. Ordet om mit nye fotografiske foretagende skulle jo spredes, og som mange ved er MySpace - undskyld, var - kendt for at hoste en masse musikere, der elsker at få fat i folk som mig til at udføre gratis arbejde for dem.

Eller det var hvad jeg troede.

MySpace viste sig som et helt andet type medie for eksponering end hvad jeg var vant til. Det handlede mere om "mig, mig, mig" end noget andet. Bare en måde at få nye "venner" på. Jeg var overrasket, men jeg blev der i lang tid. Jeg kunne rigtig godt lide at "pimp(e) my profile". Ofte.

Pludselig begyndte folk at tale om Facebook, hvad det så end var. Jeg var glad for DeviantArt og MySpace; jeg havde ikke yderligere behov for at interagere virtuelt - hvis venner ville have fat i mig, måtte de ringe. Social networking handlede, for mig, kun om forretning. Desuden, min ekskæreste som jeg boede sammen med, da Facebook først kom frem, brugte sindssygt mange timer på FB. Han havde taber stående i panden.

Men så blev jeg en del af Facebooks verden. Og slettede min MySpace-profil, oprettede en Blogspot (eller fem), senere en WordPress (eller to). En Tumblr blev lavet, sammen med en Flickr, og Bloglovin' og StumbleUpon blev nødvendige.

Så det der Twitter...?

Kommer du forbi eller hvad? SagaBlot på Twitter

(billede: her)

Mangel på sandalformede pakker

Lad os bare fortsætte i det tema, som tilsyneladende er gennemgående for bloggen i denne uge?
Jeg har også brugt penge. Dog ikke alt for mange (selvom vi er på vej derop af efter handlen gik igennem på ELF...). Og jeg har heller ikke vanvittig dårlig samvittighed (endnu).

I min jagt på pepsi (ja, jeg tænker bedre med cola i hånden) tjekkede jeg til formiddag postkassen, og næ! Postmanden havde været så elskværdig at efterlade en pakkeseddel til mig - på trods af at jeg har været hjemme hele morgenen. Wtf. Det sker, med få undtagelser, hver gang jeg får pakker, og hver gang det er sket tager jeg dagen efter på posthuset (/-butikken. Gad vide om man kan købe post der?) i sinde om at give postdamen en ordentlig skæld-ud, en verbal kindhest om man vil. Og hver gang forsvinder mine medbragte nosser i en røgsky, når jeg ser den brede dame skule ud over skranken. (Selv dengang de først havde lavet samme nummer som i dag, for derefter også at gøre min pakke væk, så jeg måtte gå tomhændet derfra med blå boller). Derudover så nægter de konsekvent at skrive mit navn korrekt på sedlerne.
Jeg synes simpelthen det er så stjerneprovokerende. Især når Nadia får pakker. Og når hendes ELF-pakke bliver afsendt før min. Pfff.

"Forsøgt afleveret". Pf. Og selvom det er et brev, er jeg ret sikker på at det er sandal-formet. Sandalformet asos-brev, ja. 

Så, jeg gætter på, at jeg skal på posthuset i morgen. Suk.
Indtil da vil jeg fortsat svælge i mine frustrationer over følgende:
- Øm ankel, der til stadighed brokker sig dagligt. Kom dog over det.
- Hoste og snottet næse. Kom dog over det.
- Mangel på pakker
- Mangel på case-materiale til den sidste eksamensopgave. Det er ufattelig svært at finde noget helt konkret (fx. en blog), der bygger på temaet transkønnethed i form af Andrej Pejic eller Lea T. Hvis I har noget, kom glad!
- Mangel på sommer

Men til noget helt andet!

Er der nogen derude fra Århus? Ja? Så synes jeg du skulle kigge på min anbefaling af butikken TANK på Mejlegade på min anden blog.

Postbudet på besøg

Jeg har brugt for mange penge.
Altså. Virkelig for mange penge.
Og min dårlige samvittighed har lige banket på døren med postbudet under armen. Eller omvendt.

Små tanker sniger sig sikkert frem om alt det lækre tøj hos asos.com, du egentlig også har lyst til at smide et par bundter penge efter. At når jeg åbner pakken, hvor det vælter frem med blomstrede sommertoppe, så vil min samvittighed kravle hen i hjørnet til en time-out.

For at starte et helt andet sted end selve historien: Jeg kan ikke finde ud af at bruge penge på mig selv. Tøj kredser jeg om i flere dage, før jeg kan tage en beslutning om det skal med mig hjem. I takt med at netshopping bliver mere og mere populært, så er denne kredsen-rundt-om steget stødt - det er kun særlige tilbud med gratis fragt, der får mig til at handle hurtigere (ha, get it? Sorry, tidlig morgen...)
Når det gælder gaver og andre mennesker har jeg ikke de store indvendinger mod at bruge enorme summer penge. Men det er komplet umuligt at retfærdiggøre en umiddelbart ligegyldig brug af penge, som mode til tider godt kan være. Mistede vi et par læsere med det udsagn?

Hvorom alting er kan jeg ikke komme ud over at jeg har brugt 800 kr., som for en SU-fattig studerende er et helt madbudget. Men når jeg vender og drejer denne nyåbnede pakke, roder lidt med de nye varer, så bliver samvittigheden henvist til skammekrogen.
For leverancen var ikke bunker af tøj fra H&M, men blæk fra Skin Candy, nåle og tuber. Alt sammen fra tatto.dk - og så er det vel på en måde til andre...

Usædvanligt interessant billede, I know. Tatto.dk burde sponsore pakken med den her reklame... *host*

(Billede: privat)

Om komplet afhængighed

En våd og stormfuld søndag aften...
(Følgende er en autentisk sms-samtale mellem bloggens to forfattere, optaget aftenen før denne dag.)

N: Hvordan kan det der ELF kun koste..... Ingenting?!
N: Altså. Neglelak til 12,50?!
K: Hader når siger sådan noget, når ikke sidder ved puter...
N: ... *host* undskyld.
N: Kira. Jeg bliver fattig. Jeg skal have det HELE!!
K: Shhhhhhhh!! Nu vil jeg også have, og jeg ved ikke engang hvad de har!!
N: Hvor ville ønske sad med mig... Fuckfuckfuck
     Jeg hader når er så billigt. Kan ikke finde ud af.
K: Hvad skal ha hva....
N: Neglelakker og pudder, tror.
     *tjekker konto med heftig hjertebanken*
K: *følger spændt med selvom ikke aner hvad foregår*
N: Tax refund!! Ok, 100kr, men wee!
K: *bitter* vil år være med! *hopper på sidelinje*
N: Sitrer åndssvagt over at vil have det hele og alligevel ikke... Tror, jeg venter til at du er med...
K: Vi er totalt co-dependent <3

En illle krøllet hund

I dag har undertegnede og eftertegnede (altså, os, okay) haft lidt for travlt med besøg (Kira) og eksamensprojektopgaveskrivning (Nadia) til at kunne skænke bloggen en tanke.

Derfor. Se! En labradoodle!



Vi vender frygtsomt tilbage imorgen!

(Billede: tumblr)

Fotografier fra en gadefest

Igår fik jeg endelig overstået min mundtlige eksamen - På trods af sygdom og tyk pote. (Nåede ikke engang at blive nervøs. Blev hevet ind i samme sekund som jeg ankom, så jeg måtte fremlægge forpustet med snotnæse og sved på panden.)

I aftes fik vi besøg af S' kusine, som almindeligvis er bosat på Nørrebro. Vi besøger hende ofte, når vi tager til København og elsker at sidde i hendes rustikke køkken og drikke stærk kaffe og høre Tom Waits i mørket. Vi bestemte os for at tage dagen i dag, som den kom, og tog på loppemarked her på Trøjborg, og derefter Mejlgade for Mangfoldighed (som er en årlig gadefest i Latinerkvarteret i Aarhus, for dem der ikke skulle være bekendte med det). Jeg har utrolig nok præsteret at bo i Aarhus siden 2008 uden at opleve festen en eneste gang.. Will not happen again! Kusine B anbefalede os at høre The Echo Vamper, et band fra Aarhus. En vampet og superfed blanding af the yeah yeah yeahs og the knife, but better. Helt klart værd at undersøge, hvis man ikke kender dem.

Sommerfuglene slår til igen!

Jeg fik en sommerfugl i hovedet i dag. Og hva' så?, tænker du nok. Jo, nu skal jeg fortælle dig, hvor sindssygt farligt sådan noget kan være.

Det var lidt svært at tage et selvportræt i situationen, så her er en rekontruering af optøjerne.

Har du nogensinde overvejet at sådanne kreaturer ("Nadia, et kreatur er en ko"... holdnukæft) er behårede biller med vinger dækket af støv, som den nok skal få gnubbet af i hovedet på dig, så snart den ser en mulighed for det? De er ikke smukke, nej, deres mønster på føromtalte vinger er der for at skræmme - og det virker.

Faktisk er det ikke helt langt fra sandheden at disse kræ er farlige. I min søgen på nettet efter netop hvor farlige de er, fandt jeg frem til en såkaldt Paysandisia archon. Den lever i Danmark og er meget farlig. Især for palmetræer. Egentlig kun for palmetræer. Men stadig farlig.

Men der findes også sommerfugle, der suger blod. Jo sgu, nu blev det straks mere alvorligt, jeg så godt, du ryster lidt i bukserne. Oftest suger de hos pattedyr, som fx. køer (der var den med kreaturer igen), og mennesket er nu engang et pattedyr. Hjemmesiden, hvorfra jeg lige nu tanker min viden omkring sommerfugle, påstår godt nok, at de ikke er direkte farlige for mennesket, men man skal altså ikke tro på alt hvad man læser.

Sommerfugle er altså farlige; de er væmmelige, ækle og ulækre. Jeg synes, at alle de 2432 arter i Danmark skal smutte til varmere lande. Især når samtlige opsøger mig i sommerhalvåret og truer mig på livet. Hver sommer.

Nogle ville nok mene, jeg skulle have holdt mig fra den sommerfuglebusk i dag. Men det er så dejligt med friske blomster på sofabordet...

Jeg plukkede blomster for dig, kære læser, så du kan nyde dette *host* fantastiske *host slut* billede. Nemlig. Det er ikke alle bloggere, der går SÅ meget igennem for deres læsere.

Hvis du stadig ryster på hovedet af min meningsløse pladder om angst for sommerfugle, så tag dig en sludder med Nicole Kidman, der lider af Lepidopterophobia - fobi for sommerfugle og natsværmere.

7 års ulykke - og lidt til.

Beklager meget at mine indlæg er så sene og sporadiske i øjeblikket, men en kropumulig eksamen og dertil hørende omstændigheder gør at jeg kun lige kommer til vandoverfladen engang imellem og får luft.
Imorgen skal jeg til mundtlig eksamen i et fag, som ikke er min force.. Og jeg behøver vel ikke nævne min umulige fod? (Forresten fint billede af den her). Nu har jeg været så fantastisk heldig også at have fået influenza, or what the hell it is, oveni! Så jeg har kæmpet en brav kamp med både fødder (og veninder og familie der skælder mig ud pga. fod *host*), og at holde koncentrationen og varmen.
Imorgen er jeg atter fri (indtil næste omgang, ikk').

Until then!

Verdens langsomste fastfood - på retur

Fastfood. Jeg er en sucker for det. Altså, lige indtil jeg sætter tænderne i pizzaen, burgeren, dürümen, pitabrødet – ja, alt, der kan langes over disken på under fem minutter dryppende af friture, eller som kan afleveres ved hoveddøren inden for 45 minutter (ha’ i mente at jeg bor på landet, hvor takeaway kun indeholder flydende fedt, og at der er så få fastfood-iteriaer, at det tager længere tid at vente på at det banker på døren, end rent faktisk selv at hente det)(jeg laver indiske retter hurtigere end deres afleveringstid).

Jeg kan nemt kredse rundt om B en hel dag, i håb om at aftensmaden kommer til at bestå af et opkald. Det er nemmest om søndagen. I går aftes var en af de aftener. Han stod for overtalelsen, men det var ikke svært. En dobbelt cheeseburger lød yderst indbydende på kortet.

45 minutter efter stod maden på bordet – og jeg var ivrig efter at komme i gang. Selvom jeg samtidig undrede mig over at det altid er den samme, der afleverer maden – vi skifter pizzaria som andre skifter undertøj. Mad har jeg ikke været så god til at indtage siden lørdag (sygdom og tømmermænd er generelt bare en dårlig blanding), så jeg havde et ordentlig tomrum, der gerne ville fyldes af ost, (wannabe)bøf og ”salat”.

Hvis nu bare det var den dårlige samvittighed, der var skyldneren, ville det være nemt nok. Den kan jeg nemt ignorere. Trods topmave kan jeg godt tåle ekstra sul.
Men hurtigmaden vokser i min mund til det dobbelte, og kvalmen melder sig mere eller mindre med det samme. Det ender altid med, at jeg kun spiser det, fordi… jeg har jo ligesom betalt.

Det ville være skønt, hvis jeg kunne minde mig selv om forfærdelighederne ved fastfood. Minde mig om de sølle 20% kød ”bøfferne” indeholder, og at den kød består af restkød (muler, haler, fedt, osv.), at de… undskyld mig. Jeg skal lige…

Næste højhælede skridt mod voksen-heden (?)

"Lonnie" fra Bianco, 600kr. (En tydelig kopi af Acnes Pistols, men hellere 4 par fra Bianco med de priser, de holder sig hos Acne).

Mit næste skridt mod at blive voksen er disse herligheder. Godt nok er de ikke voldsomt damede, selvom B gerne vil gøre dem til det - nærmere rockede. Men jeg vil også gerne være en rock'n'roll lady, hvis jeg ellers kunne finde ud af det.

Altså, det er jo ikke fordi jeg som sådan mangler sko. Faktisk har jeg gang i en større skobutik ude i gangen, hvor døren ikke helt kan åbnes. Jeg har også to lagere, det ene er lokaliseret i skabet, mens det helt store lager er i kælderen. Der kan måske argumenteres for at jeg burde smide nogle par ud (eller give til Genbrug), MEN jeg er faktisk allerede på forkant. Det HAR jeg da allerede gjort.

Jeg kan bare godt lide sko. Dem med hæle har jeg størst behov for bare at kigge på - i sidste ende gider jeg ikke stavre rundt i dem til trods for mit lille væsen ville nyde godt af at komme op i højere luftlag. Gummisko er dog min helt store kærlighed. Og med min størrelse 35, og dermed børnestørrelse, er der et enormt udvalg i mange fantastiske farver til halvdelen af den pris, voksne betaler.

Men nu prøver jeg. De her skal nok blive brugt flittigt. Ind imellem gummiskoene.

Altså, der er godt nok en smule rod i butikken, må jeg indrømme... også selvom kun halvdelen af gangens interiør er affotgraferet her.

(Billeder: Private)

Søges: Ny fod

I dag startede egentlig okay ud med sol og eksamenslæsning udenfor, og hvad jeg syntes skulle være pleje af min sygdomsramte kæreste.. Jeg havde bestemt mig for at bage chorizo-pizzaer og stolprede derfor ud for at købe ind. Hvad jeg ikke umiddelbart havde planlagt, men dog stadig skete, var at falde ned af trappen... Faldt heldigvis kun de sidste 3 trin, kunne lige passe andet. Dog bestemte jeg mig for ikke at være en tøs, så jeg vraltede i fakta og tilbage. Og sidder nu men en ubevægelig fod oppe og med koldt omslag. Er I klar over hvor svært det er at bage pizza, når man kun kan støtte på een fod og rent praktisk ikke kan bevæge sig rundt i køkkenet? Rimelig svært. Og elendig typisk.
Jeg ville ønske min historie var mere dramatisk og/eller underholdende, men det er den desværre ikke..
Nu vil jeg bare nyde en omgang smertestillende og en pinefuld søvn. Godnat!

Miraklet i mit køkken, intet mindre

På en eller anden måde får jeg altid meldt mig til at skulle bage til forskellige arrangementer. Jeg er ikke specielt god til det, er bare rimelig ok. God knows why I do it...
Mit problem har hidtil været at min horrible mangel på matematiske evner (på ethvert niveau, vil du nu finde ud af) har forhindret mig i at regne de rigtige mål ud, år jeg har skulle lave flere portioner på een gang. Dette er selvfølgelig endt ud i nogle rimelig våde deje i tidens løb (hver gang jeg har forsøgt mig med muffins eller cupcakes...), men i dag var anderledes.
I dag holdt P og L (P har jeg været bedste veninder med siden gymnasiet, og L - hendes mand og min ven) navngivningsfest for deres baby E og dette var selvfølgelig anledning til at bage atter en gang. Siden haven var fyldt med rabarber, gav jeg mig ud i rabarbermuffins, og disse endte med at blive vildt gode (efter S havde hjulpet mig og tjekket alle udregner i opskriften) (....hvilket jeg faktisk synes er for pinligt til at alle skal vide det, men her er vi alligevel...).
Egentlig ville jeg have skrevet et indlæg, om miraklet der skete i mit køkken imorges da jeg bagte, men har simpelthen glemt at tage billeder af kagerne... De eneste billeder jeg har er af N's dreng, der spiser dem...
Så there you go..

(Man kan spotte mine muffins i blå og grønt i bunden af første billede. Og tror faktisk vi ser Ung Mand række ud for at gribe fat i en muffin på billede nr. 2. Og hvis vi liiiige kigger godt efter, kan man vist godt få øje på den person der lister væk med en i grøn også! Vi kan vist konkludere at det ikke gik helt galt!)

Dameblade kontra magasiner

Jeg er begyndt at læse dameblade. Eller, jeg er begyndt at stå ved det.
Lige siden jeg var en ganske lille dreng, har jeg bladret igennem (og klippet i) alle mine mors og stedmors dameblade. Ugebladet Søndag (hvilket ikke er et dameblad, ifølge B, men et direkte gammelkoneblad), Femina, Alt For Damerne og det hedengangne Damernes Verden – alt sammen med stor iver. Udadtil holdt jeg mig til Sirene i de tidlige teenageår, senere blev også Costume, Eurowoman og Cover kigget igennem. Men det var nu mors blade, der var dem, der blev læst grundigst igennem.

(Det er faktisk også min primære beskæftigelse, når jeg besøger min mor hjemme i Island; at arbejde mig igennem hendes massive magasinlager).

Jeg er faldet lidt af på Eurowoman, Costume blev droppet for en del år siden, mens Cover falder ned i kurven fra tid til anden. Men jeg stoppede mest fordi jeg glemte alt om at læse dem. Jeg abonnerede samtidig på Illustreret Videnskab og Illustreret Historie, som jeg må indrømme, at min indre nørd er langt større fan af, og de bliver dermed læst fra ende til anden. Så fik jeg også lige blæret mig med dét!

Men nu er jeg begyndt at købe Alt For Damerne. Godt nok ikke hver uge, men stadigvæk. Jeg kan ikke lade være med at føle mig lidt voksen. Også selvom B kalder mig gammel kone. Det hænger nok også lidt sammen med at jeg strikker.

Det er meget rart med blade, der ikke sætter spørgsmålstegn til ens intelligens. Kender du det? Hvad læser du af blade?

(Foto: Privat)