23. maj 2011

Kronisk dårlig samvittighed

I dag er dagen, hvor projektet om fotografigenren trashrealisme, og undergenren Heroin Chic er blevet afleveret. Tiden op til afleveringen har selvsagt været enormt stressende. For alle andre.
Nogen havde jo lovet at Jorden ville gå under i lørdags (hvilket den ikke gjorde, bare fyi), så det var absolut unødvendigt for os at stresse over en projektaflevering.

I mangel af interessante fotos til at illustrere dette indlæg er her et eksempel på genren Heroin Chic af fotograf Corinne Day.

Lige nu sidder jeg med en halvtom fornemmelse. Du kender den sikkert godt - når man har afsluttet et semester (eller har fået sommerferie fra gymnasiet), så er det helt utroligt besværligt at slippe den velkendte stressfølelse, der er begyndt at give en en tryghedsfornemmelse.
Lige nu er jeg fri. Bortset fra det forestående mundtlige forsvar af projektet om en måned. Jeg har en smule lettere ved at forholde mig til overspringshandlinger, end når overspringshandlingerne forvandler sig til bare at være handlinger.

Efter at have afsluttet et haste-essay igår, som jeg havde udskudt (glemt alt om), tullede jeg ned for at handle, plukkede et par planter (ingen sommerfugle pga. den varslede regn, der aldrig rigtig var noget specielt), strikkede lidt på et pudebetræk (da jeg kom hjem, ikke nede i Rema) og så gyserfilm en masse. Uden dårlig samvittighed. I den ideelle verden.

For man lider jo af kronisk dårlig samvittighed, når man er studerende, ik'?

(Og ja. Det første link linker til CNNs historie om manden, der forudsagde jordens undergang. Det virker lidt mere intelligent end at linke til Ekstra Bladets version af selv samme. Jeg kan godt lide at lade som om jeg ikke læser mine nyheder på EB).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar