En (forholdsvis) mørk og (rimelig!) stormfuld aften var S og jeg ude i haven. Jeg gik som altid og tjekkede manisk på mine talrige stiklinger og små planter (de skal tjekkes hver dag, ellers vokser de ikke), imens S gik rundt og ignorerede mig.
Pludselig kunne vi høre rumsteren i det mørke krat (den rimelig okay-oplyste busk), og vi kiggede uroligt på hinanden (eller... ja). Vi nærmede os busk... eehh krattet, mørkt, mørkt var det. Og der var det. Kiggede os direkte i øjnene, med sine små sorte, stikkende øjne... Vi stod alle tre helt stille, alle sammen bange for at gøre en forkert bevægelse og dermed sætte os eller andre i fare.
Og så skreg (hvinede) jeg. ”Nuuuurh!! Vi har fåt en pindgris!!!”
Vi er ude og hilse på den hver aften, når den tusler omkring i mørket. Og siden det er et by-pindsvin (?!), er det tilsyneladende ikke bange for mennesker. Altså den hopper selvfølgelig ikke direkte op i armene på os, men den hilser på os og tøffer videre. Love it!
Desuden har pindgrisen nu fået et navn. Steve. Fordi vi elsker den her:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar