Da jeg kom hjem fra Synnejylland i sidste uge, startede jagten på vores postkassenøgle. Når vi leder efter noget, starter vi altid med det udgangspunkt, at det er den andens fejl at det givne objekt er væk. Ligeså startede jagten på postkassenøglen.
Sagen kommer sig af, at min nøgle knækkede i låsen til postkassen (for laaaarng tid siden, magtede bare ikke at gøre noget ved det), og jeg derfor fik lov til at låne knægtens; Nøglen ville ligge løst i lejligheden, så vi begge kunne bruge den. (Og nu sidder du sikkert og tænker, at det unægteligt kun kan være min skyld, men vi er absolut lige gode til at smide ting væk. Eller selvfølgelig er det sjældent min skyld. Ahem.)
Vi har endevendt alle 52m2, og vi har intet fundet. (Vi fandt dog ud af, at postkassen sagtens kan låses op uden nøglen, hvis man bare stikker klør fem ind gennem sprækken. Så dermed er problemet løst, og vi har nu glemt alt om den manglende nøgle. Et voila! At alle derimod kan åbne vores postkasse er et mindre minus).
Problemet er bare at vi, eller i hvert fald jeg, gennemgår denne proces hver uge. Det er specielt mit kameraudstyr det går ud over; navnlig min oplader, kortlæser eller memorycards. Og dette hovedsageligt på grund af min særegne, elendige hukommelse. Djævelsk.
Dette er også tilfældet denne morgen, hvor jeg kan spæne rundt i lejligheden og lede i timevis efter mine memorycards, før jeg giver op.
Jeg elsker det faktum, at idet jeg afslutter nærværende indlæg, stønner håndværkeren hos naboen, hvad jeg i frustrationens lune selv ikke kunne have sagt bedre: "AAArrh!!"
Ps. I dag er et virkelig dårligt eksempel på min dårlige hukommelse, da jeg fandt kortene 10 min. efter at have skrevet indlægget. Never mind.
(Illustration - Kira)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar