Verdens langsomste fastfood - på retur

Fastfood. Jeg er en sucker for det. Altså, lige indtil jeg sætter tænderne i pizzaen, burgeren, dürümen, pitabrødet – ja, alt, der kan langes over disken på under fem minutter dryppende af friture, eller som kan afleveres ved hoveddøren inden for 45 minutter (ha’ i mente at jeg bor på landet, hvor takeaway kun indeholder flydende fedt, og at der er så få fastfood-iteriaer, at det tager længere tid at vente på at det banker på døren, end rent faktisk selv at hente det)(jeg laver indiske retter hurtigere end deres afleveringstid).

Jeg kan nemt kredse rundt om B en hel dag, i håb om at aftensmaden kommer til at bestå af et opkald. Det er nemmest om søndagen. I går aftes var en af de aftener. Han stod for overtalelsen, men det var ikke svært. En dobbelt cheeseburger lød yderst indbydende på kortet.

45 minutter efter stod maden på bordet – og jeg var ivrig efter at komme i gang. Selvom jeg samtidig undrede mig over at det altid er den samme, der afleverer maden – vi skifter pizzaria som andre skifter undertøj. Mad har jeg ikke været så god til at indtage siden lørdag (sygdom og tømmermænd er generelt bare en dårlig blanding), så jeg havde et ordentlig tomrum, der gerne ville fyldes af ost, (wannabe)bøf og ”salat”.

Hvis nu bare det var den dårlige samvittighed, der var skyldneren, ville det være nemt nok. Den kan jeg nemt ignorere. Trods topmave kan jeg godt tåle ekstra sul.
Men hurtigmaden vokser i min mund til det dobbelte, og kvalmen melder sig mere eller mindre med det samme. Det ender altid med, at jeg kun spiser det, fordi… jeg har jo ligesom betalt.

Det ville være skønt, hvis jeg kunne minde mig selv om forfærdelighederne ved fastfood. Minde mig om de sølle 20% kød ”bøfferne” indeholder, og at den kød består af restkød (muler, haler, fedt, osv.), at de… undskyld mig. Jeg skal lige…