Mødet med et engelsk egern

(Det er lige på grænsen til at der vil komme to indlæg på een dag med den fart, jeg har på i dag. Men jeg er undskyldt: min svigermor og jeg er begge græsenker, og da hun ville gøre noget ved omstændighederne og fylde mig med sushi, sååeh...)

Under min tur til London og Kent førte jeg en form for dagbog skrevet i en skrivestilen Flash Fiction (en meget kort historie, der fanger essensen (og måske det lidt pudsige) af noget ved brug af få ord), men hvor de små historier naturligvis er baseret på virkeligheden (ergo Flash Nonfiction). Følgende historie er taget direkte ud af mine uredigerede skriblerier i den lilla notesbog fra den dag, hvor jeg mødte Jono, en ung, talentfuld fotograf fra Nottingham.

Jono Renton 

Da jeg så det brune egern, hvinede jeg. Meget ulig de danske røde egern, har jeg hørt om hvor tamme de engelske er.

Vi kaldte på den, og den poserede for vores kameraer. Den var tydeligvis nysgerrig. 

Jono forklarede at nogle er så tamme at man kan kæle dem. Jeg fortalte om de danske egerns modsatte opførsel, men at jeg en dag på universitetet stødte på et. Det kiggede meget gammelklogt og interesseret på mig. Som om den vidste noget, jeg ikke gjorde. Den ville ikke slippe mit blik.

Jono kaldte ham John.

Spot the squirrel

Da vi gik, fulgte den efter. Vi nåede ret tæt på den, men det lykkedes mig aldrig at få nusset med et.