5. juli 2011

Moralen: Skaf dig en ulykkesforsikring. Igen.

Jeg har været til tandlægen i dag!

Det er i og for sig ikke særlig vildt. Slet ikke når jeg ikke er bange for tandlæger, slet ikke min Dr. Tandlæge. Hun er en ung, pæn dame, der er meget sød. Hun stråler nærmest (se bare tegning!). Bare ikke når hun prædiker om at jeg skal have mig en forsikring særligt til mine tænder. Så synes jeg ikke længere, at hun er særlig sød. For jeg ved det jo godt...

Men altså, ofte kommer jeg da heller ikke til skade...

Det er kun 7. eller 8. gang nu...


Se, hvor hun stråler som solen. Hun tog ikke sin maske af før jeg tegnede hende, men jeg er sikker på at hun gemmer på et kæmpe og meget hvidt smil

Det hele startede for to uger siden, da jeg slentrede ned af Londons travle gader med en ven ved hånden. Det havde småregnet lidt fra tid til anden, hvilket resulterede i en lind strøm af op- og nedslåede paraplyer. Den ene landede bare i mit ansigt, på min læbe og dermed min tand. Med dens metalspids.
Angelina Jolie-læben kunne jeg snildt klare, men min fortand fik et så kraftigt slag, at den nægter at lade mig glemme det.

Den fik et blåt mærke, da den blev slået ind, fortalte Dr. Tandlæge mig i dag. Det skal vi holde øje med, så hun vil gerne have at jeg kommer og besøger hende hver tredje måned.
Med tiden kan det betyde at jeg skal have en rodbehandling og en stifttand.

Og så var det vi kom til at tale om den forsikring...

Egentlig skulle du have været velsignet med et billede af mig med Dr. Tandlæge i fuld gang med værktøjet i munden på mig. Men jeg er ikke specielt køn med åben mund.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar