29. juni 2011

En halv tur hjem

Jeg sidder en smule stakåndet i sofaen. Igår var nemlig een lang rejse. Og egentlig også i dag.

I stedet for at rende rundt i London til jeg skulle tilbage til hverdagen, tog jeg også et smut forbi Rainham, Kent/London (alt efter hvem du taler med). Det var om muligt ikke det smarteste valg, når jeg nu havde tænkt mig at flyve hjem fra Stansted (45 min fra London midtby, uhyggelig mange timer fra Rainham).

Vi løb ud af døren halv to om eftermiddagen for at fange en taxa til stationen, for derefter køre i tog i en lille time ind til London, for at skifte til tuben til Liverpool Street Station, hvor Gavin (som jeg besøgte i Kent) måtte smide mig på toget til Stansted Airport inden vi nåede at sige farvel.

Den obligatoriske billede fra flyvinduet

Toget til lufthavnen sad selvfølgelig fast (det skal sådanne nogle jo), og jeg væltede ud på den anden side for at kaste mig på flyvet. De nåede dog at sætte et 'HEAVY'-skilt på min taske ved indcheckningen. Jeg var udmærket godt klar over at min taske var tung. Det var derfor at mine 16-17 nyindkøbte bøger var røget i min håndbagage.

Endelig landet i København måtte jeg erkende at yderligere halvanden times ventetid før mit tog til Næstved ville ankomme, og at jeg fra Næstved station ikke ville kunne komme hjem medmindre at jeg gik de 6-8 km, ikke var det jeg mest havde lyst til.

Så jeg smed mig i sengen hos min far, som havde sørget for mad og nye Illustreret Historie'er.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar