Den islandske dræberhest

Egentlig er jeg ikke bange for heste. Overhovedet ikke, faktisk. Da jeg var en ganske bette skid red jeg rundt på Tarzan Tissemyre, som var en lille pony, der lignede en tro kopi af Tarzan-ponyen fra Mama Mia. Han var kæreste med et æsel. Æslets navn kan jeg ikke huske, men det var også en han.

Senere red jeg på en hest, en ret stor en af slagsen. Hun hed Abelone. Der var også min Mosters hest, en sort en, der var så stor, at der kunne have stået tre Nadia’er ovenpå hinanden for at kunne nå dens man.



Men de islandske heste har en behagelig størrelse. De er ikke meget større end Tarzan Tissemyre. Derfor giver det ikke mening, at jeg skulle blive så bange for den. Den så så sød og fin ud, den ville så gerne snakke.

Det var kun indtil at mor vendte ryggen til. Så så hesten rødt. Den forsøgte at bide mig, og slog ud efter mig med dens kæmpe hoved. Få sekunder efter, så snart mor drejede om, stod den from som et lam med smil op til begge ører. 


Jeg blev hvid i hovedet af skræk, da mor vendte ryggen til og hesten sendte mig dræberblikket. For resten ligner min mor slet ikke sådan en gammel dame.

I’m on to you, horsey!