Hvorfor er kvinder ikke håndværkere?

Dagen oprandt hvor beboerne i bygningen (S og jeg, og to andre lejligheder) havde besluttet os for at ordne haven bag vores hus. (Vi har den fineste aflange have, med - indtil for ca 10 timer siden - et lille lysthus, to træer og hygge. Lysthuset er nu udskiftet med en terrasse.)
Vi startede egentlig ud med at skulle rive lysthuset ned, men jeg var hurtigt til overs i selskabet, som udover jeg bestod af S og vores mandlige overbo (Altså, han er ikke bare mandlig, han er en mand. Just to clarify). Da underboen kom ud, både kvindelig og kvinde, måtte vi finde en anden arbejdsopgave end at glo på mændenes ihærdige forsøg på at falde igennem lysthusets rådne tag. Vi endte med at spendere hele formiddagen på at slæbe affald ud i den kæmpe container, som på lyksagelig vis kom hen på formiddagen (vi havde faktisk bestilt den..), og jeg måtte erkende at kvinden, næsten 40 år ældre end jeg selv, var en maskine (Igen, må jeg erkende, nu hvor jeg sidder sikkert i min seng, og kan høre hende futte rundt i haven stadig (kl. 22, ikke). Altså, seriøst?! Garden machine!).
En klemmelus, en sandwich og pause senere slæbte jeg videre, hvorefter jeg pludselig hører hoveddøren smække i foran mig (for at fylde i containeren skal man igennem huset, ind i kælderen og ud gennem hoveddøren). Jeg befandt mig heldigvis i haven. På mystisk vis kunne døren nu ikke låses op inde eller ude fra, og da mændene var kørt i byggemarked, og Underboen kravler villigt gennem hækken, ind til naboen, ud på vejen og finder en håndværker, som måtte ind til naboen, gennem hækken og ned i vores kælder. Kun for at fortælle os, at dørmåtten sad i klemme under døren, så den ikke kunne åbnes. (...) Og i øvrigt kunne døren godt klare lidt WD40 (til De Damer, der ikke måtte vide, hvad WD40 er: Det er en multifunktionsolie - Et såkaldt flydende værktøj. Kan bl.a. bruges til at smøre hængsler i døre med. *host*). Anyway. Vi har stadig ikke fortalt mændene om episoden. o.o
Dette faktum, samt det at jeg på mine grædende knæ flere gange i løbet af dagen, måtte hulke at jeg ikke kunne mere, må være grunden til at kvinder ikke er håndværkere.

Ps. Forhåbentlig vil indlægget blive opdateret med billeder fra dagens dont. Men lige nu vil jeg falde død og lam om på min seng.

Pps. Nu opdateret med uinteressante billeder fra gårsdagens arbejde. Her kan man se S, hårdt igang med det mandige arbejde. (Har faktisk ufatteligt mange billeder fra igår, hvilket må betyde jeg har haft for meget fritid i løbet af dagen.). Nu vil jeg og mine smertende arme læse videre. 

Hjerne: deaktiveret

Migræne. Jeg er en af de heldige, der til tider overvældes af en så kraftig smerte at jeg paralyseres fra den sociale verden.

Når migrænen kommer snigende med kvalmen går den straks i gang med at forstørre mine øjenæbler, så mit lille hoved slet ikke kan rumme dem. Tungen tørrer ud, og tanken om... Næ, bare en tanke i al almindelighed er ødellggende.

Samtidig aktiverer den mit vampyrgen, og tvinger mig ind i et mørkt rum, hvor, hvis den mindste solstråle undslipper patiennerne, ville dræbe mig på stedet.

Det er en af de dage i dag. 16 timers søvn har ikke gjort en forskel, så jeg vil lægge mig tilbage.

(Beklager indlægget og dets udseende. Bloggen er opdateret fra min telefon. Lad os bare sige, at det giver det lidt authencitet)

Elendig forglemsomhed

Her i huset har vi et problem med at finde ting. Det lader til, at det er os en fysisk umulighed.
Da jeg kom hjem fra Synnejylland i sidste uge, startede jagten på vores postkassenøgle. Når vi leder efter noget, starter vi altid med det udgangspunkt, at det er den andens fejl at det givne objekt er væk. Ligeså startede jagten på postkassenøglen.
Sagen kommer sig af, at min nøgle knækkede i låsen til postkassen (for laaaarng tid siden, magtede bare ikke at gøre noget ved det), og jeg derfor fik lov til at låne knægtens; Nøglen ville ligge løst i lejligheden, så vi begge kunne bruge den. (Og nu sidder du sikkert og tænker, at det unægteligt kun kan være min skyld, men vi er absolut lige gode til at smide ting væk. Eller selvfølgelig er det sjældent min skyld. Ahem.)
Vi har endevendt alle 52m2, og vi har intet fundet. (Vi fandt dog ud af, at postkassen sagtens kan låses op uden nøglen, hvis man bare stikker klør fem ind gennem sprækken. Så dermed er problemet løst, og vi har nu glemt alt om den manglende nøgle. Et voila! At alle derimod kan åbne vores postkasse er et mindre minus).
Problemet er bare at vi, eller i hvert fald jeg, gennemgår denne proces hver uge. Det er specielt mit kameraudstyr det går ud over; navnlig min oplader, kortlæser eller memorycards. Og dette hovedsageligt på grund af min særegne, elendige hukommelse. Djævelsk.
Dette er også tilfældet denne morgen, hvor jeg kan spæne rundt i lejligheden og lede i timevis efter mine memorycards, før jeg giver op.

Jeg elsker det faktum, at idet jeg afslutter nærværende indlæg, stønner håndværkeren hos naboen, hvad jeg i frustrationens lune selv ikke kunne have sagt bedre: "AAArrh!!"

Ps. I dag er et virkelig dårligt eksempel på min dårlige hukommelse, da jeg fandt kortene 10 min. efter at have skrevet indlægget. Never mind.

(Illustration - Kira)

Søndag (skoddag med skodtitel)

Søndag har aldrig været en af mine favoritdage. Modsat mange andre, der behandler den som en lille pose med guld. Især dem, der arbejder i butik, men det kan jeg såmænd også godt følge dem i. Også selvom jeg ikke havde det sådan dengang jeg spankulerede rundt inde i H&M (og tilmed blev betalt for det). Der brugte jeg som regel søndagen på at mugge over at arbejdsugen begyndte igen allerede dagen efter.

Så var der selvfølgelig også tømmermændene.

Mandag er dog min absolutte hadedag. Også selvom jeg fik arrangeret mit semester således at min uge først begyndte om tirsdagen. Men mandag skal bare være en møgdag. Sådan er reglerne. Også selvom mandag er Monday på engelsk, og ’mon’ betyder ’min’ på fransk. Men så har vi vist også overanalyseret i sådan en grad at vi kan tage resten af dagen fri.

Men søndag er bare ikke fri for mig i dag. Og slet ikke for Kira, som sidder med hovedet smeltet fast i bøgerne, og som skal aflevere sin eksamensopgave i morgen. Jeg tror, at hun heller ikke er særlig glad for søndag lige nu.
Vi havde aftalt at vejret skulle blive dårligt i Århus, og supergodt i Næstved; så kunne hun sidde indendørs med god samvittighed, og jeg kunne boltre mig i opgavepapirer ude på græsset. Sådan blev det ikke. Medmindre jeg tager flyverdragt på.

Jeg burde virkelig lave opgave. Men jeg bilder mig selv ind at det er komplet legitimt ikke at fokusere på egen opgave, når bedste veninde stresser over en eksamensopgave – så er det mit job at opmuntre hende, og ikke at være så egocentreret at jeg ikke kan se ud over mine egne bøger.

Nemlig. Jeg håber bare, at mit universitet forstår. Ellers må hun skrive i min kontaktbog.

Her ville jeg hellere ligge, ville jeg...

Hvilken dag er din hadedag? (Spurgt på helt samme syngende måde som Dolmio-reklamerne).

(Foto: Privat)

Om bedste venner og mord?

I den sidste lange tid har min BFF, P, og jeg planlagt vores fælles ven, T's fødselsdag. Sagen er nemlig den, at da jeg fyldte år tilbage i januar, viste det sig til min overraskelse at de to havde planlagt en hygge-aften med alt betalt - vin, mad og biograftur. Jeg fik endda et billede af dem, med en sød besked bagpå (se nederst). Tilbage til nu.
P og jeg havde altså planlagt en hyggemiddag med os tre og vores respektive bedre halvdele og baby E.
Det hele startede perfekt ud med høj sol og varme, menuen var sammensat og alt ville blive lige i øjet.
(Hvilket det også blev efter en timelang kamp med hjemmelavede, dybtstegte fritter - omg, gør det aldrig igen - og en pastelfarvet rødvinssauce). Ligesom resten af Aarhus' ungdom havde T været til Kapsejlads (for ikke-aarhusianere er dette arrangement forårets (sommerens?) største undskyldning til at drikke i universitetsparken fra kl. 8 om morgenen. Er jeg den eneste, der synes det er absurd? Og nej, det synes jeg ikke kun fordi jeg ikke kunne komme med, sh), anyhoo, dette gjorde at han var lettere beruset (og snøvlende) ved ankomst, og det blev i grunden værre i løbet af aftenen. Jeg har billeder af ham i lidenskabelig omgang med en cherry-tomat. Don't ask.
Efter at vi havde forberedt maden i 2½ time kunne vi endelig begynde - og dog! T havde købt vin og havde forberedt en tale (ja, vi tænkte det samme - This outta be good!). Efter mange omveje, fnis og grin og pegen fingre, fik han slået fast, at de bedste venner man kunne tænke sig, var dem, der vil slå een ihjel, før man gør noget dumt. (Det har P og jeg åbenbart begge meddelt ham at vi ville et par gange siden gymnasietiden).

Så lad det være lektien for i dag;
Hvis dine venner er af den slags, der kunne finde på at slå dig ihjel, før du begår en fejltagelse, så har du fat i noget godt.

(Billeder fra i aftes og billedet af T & P)

Spaoplevelser 101

Forleden gik det op for mig, at det var længe siden at jeg havde "leget spa" herhjemme. Hjemme-spa går mere eller mindre ud på, at tage spaoplevelsen med hjem i egen stue, hvis det skulle være gået din næse forbi. Jeg tror ikke, jeg er speciel original på det punkt.
Hos mig foregår det med ansigtsrens, -skrub og -maske, hårmaske, bodyscrub, et glas hvidvin (okay, en bajer), og så flyde ud i det kogende vand i badekaret med en bog (okay, dårlige serier på computeren).

Nå, men da konklusionen ligesom lød på, at det var en evighed siden, eller en uge, mindst, mente jeg, at det måtte være på sin plads.

Og jeg sværger, det var fantastisk.

Indtil jeg opdagede det fedeste stankelben i mands minde dinglende henover mit hoved. Da jeg som udgangspunkt ikke bryder mig om at gøre bekendtskab med de dersens skabninger, var jeg hurtigt ude af karet igen. For at stå splitterhandsjørgen og drivvåd midt på gulvmåtten, stirrende intenst på den i håb om at den ville sige undskyld og gå sin vej. Men det virkede ikke (surprise, surprise), den begyndte bare at vibrere. Voldsomt.

Jeg er ret sikker på, at den onanerede...


(Og nej, jeg nægter fanme at lave et blogindlæg om det skide bryllup. Prinsen er skaldet, han valgte ikke mig, og det har jeg ærlig talt lidt ondt i røven over. Nå.)
(Billede: Google, somewhere. Mit eget billede af kræet levede ikke helt op til det skrækscenarie, jeg selv oplevede)

Kampen om solen

Som (næsten) alle andre tog jeg hjem til familien i påskeferien. I Synnejylland.
Jeg var ekstatisk, da jeg ved min ankomst fandt ud af at solen brager ned og temperaturen sagde sommer. Dog var jeg knap så ekstatisk, da jeg måtte låne sommergarderobe af min mor, fordi jeg ikke havde medbragt andet end lange bukser og bluser, og læderjakke.. Endnu mindre, da S grinede af mig, da jeg var iført min sommermundering (multifarvede shorts. De var behagelige!)...
Lykken fortsatte. Efter et par dages havearbejde (for the win) og dejlige sol, opdager jeg, at jeg pludselig er rødspættet på arme og bryst. Wuhu. Soleksem fra Helvede. Good grief. (Jeg kan så fortælle at yderligere solbadning ikke får det til at forsvinde. Jeg har forsøgt.) Næste dag måtte havearbejdet foretages i førnævnte shorts, samt langærmet og tilknappet hvid skjorte, så Soleksem fra Helvede kunne forsvinde (så jeg igen kunne optage min plads på græsplænen i solen). Så efter en hel dag med overkroppen komplet dækket af hvidt bomuld, kunne jeg med god samvittighed sove, inden en ny dag med sol mødte mig.
At jeg så vågnede med flere røde knopper, er så en anden ting... Varmeknopper? Krop - Kom ind i (sol)kampen.

Nu er jeg hjemvendt til Aarhus, bleg hud, eksamensopgave. Jeg fik i øvrigt fantastisk vejledning til selv samme opgave af min vejleder. At mine notater fra dette vejledningsmøde er komplet ulæselige, og at jeg derfor ingen anelse har om hvad underviser og jeg selv kom frem til, er bare the icing on the cake. Brilliant.

(Billede: Privat)

IKEA er svensk for "Hvordan fanden samler jeg det her!?"

IKEA. Det kunne være verdens 8. vidunder, for man kan få helt fantastiske ting, 14.000 forskellige produkter, har jeg ladet mig fortælle. Men stedet er kun sjovt indtil man står i labyrinten sammen med 2.000 andre fattigrøve, og man skal blive enige om impulskøb, som sofaer og køkkener. Så er stedet som forvandlet og er nu roden til alt ondt, der efterhånden har en del ødelagte forhold på samvittigheden. Og når man så kommer hjem med sine ”så går vi på kompromis, hvis det skal være på den måde!”-varer, mangler der konsekvent en plade, en skrue, eller medieløsningen viser sig at være en stol. Eller, som i vores tilfælde, at reolen viser sig at være cremefarvet (kære mandlige læser, der er her tale om nikotingul), og ikke hvid, som der stod på skiltet.

Jeg burde være taget af sted alene. Det er kropumuligt at have færingen med sådanne steder. Han er min kæreste, og kærester skal man ikke have med i IKEA. De kan ikke lide den slags. Ligesom udstillinger. Men han har altså heller ikke noget begreb om stil – og stil, det kan altså fås til en femmer i IKEA! Det resulterede i at jeg viste mig fra min mest feminine side midt inde mellem skrivebordene i form af et hysterianfald. Fordi han hadede det skrivebord, jeg havde bestemt mig for. Jeg forsøgte efterfølgende at få ham taget retur, når han nu ikke bare kunne give mig ret. Også selvom han havde sagt at han ikke brød sig om det bord, inden vi tog derind. Det kunne jo bare godt være, at han ændrede mening, når han så de skæve brædder, der var hamret sammen. Altså, hvis man brugte det med forsigtighed, ville det være ret lækkert at have stående.

Skrivebordet fik jeg så ikke. Og reolen måtte vi droppe. Nikotingul passer ikke så godt ind her. Desuden kan man købe en magen til i Biva. I hvid. I helt rigtig hvid.

Og Biva. Biva er jo også rigtig god stil.

(Billede: Wullfmorgenthaler)

Hvem jeg er?

Hvem er jeg, spørger du?
Jo. Det er mig, der er inde i hende med det mørke hår. Kira. (Jeg har faktisk fået briller nu, hvilket ændrer mit udseende betydeligt. Men jeg synes vi skal lade som om dette ikke er tilfældet).
Jeg huserer i Aarhus, hvor jeg har et lille hummer med S, min kæreste. Jeg studerer kunsthistorie, og begivenhedskultur, af ren interesse mere end så meget andet, og fotograferer på siden.
Lad os svælge (jeg finder mig selv vældig interessant): Til manges forundring bruger jeg en del tid på DIY, planter (ikke på sådan en snakke-med-planter-excentrisk-måde, mere sådan plante-krydderurter-og-ting-til-haven-og-vindueskarmen-måde) og mad - Jeg sætter pris på disse små ting i dagligdagen og alt mulig andet.


Men jeg vil egentlig gætte på, at I finder mest ud af mig, og os, ved at læse med fra nu af, så I skal være så velkomne :)

Hvem er du så?

Jeg må hellere introducere mig selv ordentligt. Jeg er Nadia, og er hende med det lyse hår. I hvert fald på billedet ovenover i cirklen, for lyst er det ikke længere. For en gangs skyld har jeg tænkt mig at stå ved, at jeg nok er mørkhåret. Eller måske mere den eftertragtede leverpostej. Der er ikke mange af os tilbage derude; i så fald gemmer de sig godt.

Men på billedet kan du se se, at jeg altså var rigtig lyshåret engang. Det var allerede her, jeg fik smag for min første G&T - Kiras og min gode ven.
Det er i øvrigt et meget gammelt billede. Jeg går ikke med bamsesko længere.

Nå. Men. Jeg har min daglige gang på Roskilde Universitet, dog ikke her i påsken. Egentlig er det nok nærmere ugentlige gang. Og så kun i toenhalv måned pr. semester. Der er ingen grund til overdrivelse. Derudover er der jo de 40 timers selvstudie, de forventer af en. Dem bruger jeg helt klart på at studere. For det der med at have et liv, går jeg ikke så meget op i.

Umiddelbart kunne jeg lave en lang opremsning af mine interesser, men det er vist kun mig selv, der ville finde det spændende. Det er altid rart at svælge i sig selv. Jeg skal også have noget at snakke om på et senere tidspunkt, så vi venter lidt med listen.

Jeg ville ikke lægge ud med at smide et random indlæg om en random ting uden at du kender en smule til mig. Det ville være en smule uforskammet. Nu kan du nemlig forvente en forfærdelig hippietøs fra et såkaldt ”universitet”, der sikkert læser kommunikation, ligesom alle de andre skæve hippier. Om den sætning overhovedet er sand, finder du nok ud af på et tidspunkt.

Og hvem er du så?

(Privat billede)

Velkommen til Saga Blot!

Det første indlæg er aldrig nemt. Det kan fungere som blikfang, og man vil gerne fremstå som velformuleret, smart og sjov uden at man tvinger sine nye læsere til at skulle slå hvert andet ord op i en fremmedordbog (selvfølgelig efter vi selv har fundet de selv samme ord frem fra synonymordbogen).

Men det første indlæg definerer gudskelov ikke hele bloggen, så her kommer en kort introduktion:

Saga Blot er dannet af de to fotografer Kira Bang-Olsson og Nadia Lavard (altså os), der i sin tid mødtes på internetsiden DeviantArt (i 2004, we go way back). Lige fra begyndelsen har vi været nært forbundne på et meget unikt, og for andre fuldstændig uoverskueligt, plan.
Med tiden er vi også blevet universitetsstuderende i hver vores del af landet med en overbevisning om at blogosphæren ikke kan være foruden vores meninger.

Vi har begge blogget i efterhånden mange år på både dansk og engelsk, hvilket har resulteret i utroligt mange blogs over utroligt mange emner; lige fra den anstrengte ’Sex & The City’-wannabe klumme til den mest udbredte ”I dag har jeg lavet…”, hvilket i øvrigt stadig lever i bedste velgående på både kirabo.wordpress.com og nadialavard.wordpress.com

Vi håber, du vil blive hængende, for det her; det bliver griner!