21. april 2011

Hvem er du så?

Jeg må hellere introducere mig selv ordentligt. Jeg er Nadia, og er hende med det lyse hår. I hvert fald på billedet ovenover i cirklen, for lyst er det ikke længere. For en gangs skyld har jeg tænkt mig at stå ved, at jeg nok er mørkhåret. Eller måske mere den eftertragtede leverpostej. Der er ikke mange af os tilbage derude; i så fald gemmer de sig godt.

Men på billedet kan du se se, at jeg altså var rigtig lyshåret engang. Det var allerede her, jeg fik smag for min første G&T - Kiras og min gode ven.
Det er i øvrigt et meget gammelt billede. Jeg går ikke med bamsesko længere.

Nå. Men. Jeg har min daglige gang på Roskilde Universitet, dog ikke her i påsken. Egentlig er det nok nærmere ugentlige gang. Og så kun i toenhalv måned pr. semester. Der er ingen grund til overdrivelse. Derudover er der jo de 40 timers selvstudie, de forventer af en. Dem bruger jeg helt klart på at studere. For det der med at have et liv, går jeg ikke så meget op i.

Umiddelbart kunne jeg lave en lang opremsning af mine interesser, men det er vist kun mig selv, der ville finde det spændende. Det er altid rart at svælge i sig selv. Jeg skal også have noget at snakke om på et senere tidspunkt, så vi venter lidt med listen.

Jeg ville ikke lægge ud med at smide et random indlæg om en random ting uden at du kender en smule til mig. Det ville være en smule uforskammet. Nu kan du nemlig forvente en forfærdelig hippietøs fra et såkaldt ”universitet”, der sikkert læser kommunikation, ligesom alle de andre skæve hippier. Om den sætning overhovedet er sand, finder du nok ud af på et tidspunkt.

Og hvem er du så?

(Privat billede)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar