IKEA. Det kunne være verdens 8. vidunder, for man kan få helt fantastiske ting, 14.000 forskellige produkter, har jeg ladet mig fortælle. Men stedet er kun sjovt indtil man står i labyrinten sammen med 2.000 andre fattigrøve, og man skal blive enige om impulskøb, som sofaer og køkkener. Så er stedet som forvandlet og er nu roden til alt ondt, der efterhånden har en del ødelagte forhold på samvittigheden. Og når man så kommer hjem med sine ”så går vi på kompromis, hvis det skal være på den måde!”-varer, mangler der konsekvent en plade, en skrue, eller medieløsningen viser sig at være en stol. Eller, som i vores tilfælde, at reolen viser sig at være cremefarvet (kære mandlige læser, der er her tale om nikotingul), og ikke hvid, som der stod på skiltet.
Jeg burde være taget af sted alene. Det er kropumuligt at have færingen med sådanne steder. Han er min kæreste, og kærester skal man ikke have med i IKEA. De kan ikke lide den slags. Ligesom udstillinger. Men han har altså heller ikke noget begreb om stil – og stil, det kan altså fås til en femmer i IKEA! Det resulterede i at jeg viste mig fra min mest feminine side midt inde mellem skrivebordene i form af et hysterianfald. Fordi han hadede det skrivebord, jeg havde bestemt mig for. Jeg forsøgte efterfølgende at få ham taget retur, når han nu ikke bare kunne give mig ret. Også selvom han havde sagt at han ikke brød sig om det bord, inden vi tog derind. Det kunne jo bare godt være, at han ændrede mening, når han så de skæve brædder, der var hamret sammen. Altså, hvis man brugte det med forsigtighed, ville det være ret lækkert at have stående.
Skrivebordet fik jeg så ikke. Og reolen måtte vi droppe. Nikotingul passer ikke så godt ind her. Desuden kan man købe en magen til i Biva. I hvid. I helt rigtig hvid.
Og Biva. Biva er jo også rigtig god stil.
(Billede: Wullfmorgenthaler)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar