Sneak preview

I foråret skrev en veninde fra musikkonservatoriet til mig omkring et praktikforløb, en del af hendes sidste semester på kons, som hun skulle gennemføre. Det viste sig, at hun havde en enormt spændende ide til et projekt, vi kunne skabe sammen. En forening af musik og fotografier. Siden da har vi holdt en del møder og hver især arbejdet på et materiale, som skal fungere i symbiose.

Hendes idé er, at vi skal skabe en oplevelse, der er på én gang er visuel og auditiv. Mit fotografiske arbejde har fra da jeg startede med at fotografere, koncentreret sig omkring makro - nærbilleder af natur - hvor jeg med et barns nysgerrighed har skabt en slags abstrakte landskaber. Med det som udgangspunkt har jeg taget en del nye fotografier, hvor vi sammen har talt om følelses- og musikinspiration for at skabe den helt rigtige oplevelse.

Det udviklede sig til et helt vildt spændende samarbejde - et samarbejde, som vil udmunde i et live-arrangement et sted i Århus, formentlig engang i august. Indtil videre har det været ret tys-tys, men efterhånden som vi har udviklet projektet er det blevet ret svært at tie stille omkring det. :)

Følgende er udpluk af forskellige af mine fotografier som smagsprøve på, hvordan det kommer til at se ud.

Selvfølgelig vil der komme mere information ud, når vi ved mere om hvordan og hvornår :)
I kan gå til www.kirabo.dk for at se flere fotografier.

At flade ud

Som en venlig sjæl skrev i går (hjerte!), fik jeg afleveret min sidste opgave på BA-niveau i går. Teknisk set mangler jeg at få karakter for den, og derved finde ud af om jeg har bestået min BA - men det tager vi ikke så nøje.
I kender garanteret alle følelsen, når man er færdig. Først skal man vænne sig til, at der ikke ligger en sjælesluger af en opgave og forventer at du bruger al din tid på den. Dernæst går det op for dig at du kan foretage dig LIGE hvad du har lyst til. Et overvæld af muligheder. Og så kommer trætheden.. der kommer snigende og pludselig som en hval æder dig hel. For mit vedkommende indtræder hovedpinen også her.
Jeg fejrede afleveringen med K og udsalg på smykker i H&M. Altså. Armbånd i mængder til 10kr stykket eller for en sampak? Jeg købte ind for 110kr. Kunne jo ikke leve uden NOGEN af dem. Og de er tidsløse!
..Og i øvrigt er mange af mine gamle så slidte, at de ikke helt er pæne længere (ikke at de behøves at blive smidt ud....). Min plan var dernæst at få en lur inden vores såkaldte 'bachelorafslutningsfest' med begivenhedskultur, meeeen. Ovenpå blomster (!! er de ikke smukke!) og sol og spænding, var det umuligt at falde i søvn. Så i stedet hed det bad, pump up the volume, pump up the volume, pump up the volume, dance dance!

Jeg havde pønset på at sove det meste af lørdagen væk, og derefter gense alle Scream-filmene (!!). Men selvfølgelig vågner man klokken 9 og er frisk. Min glæde over at være færdig udmyntede sig selvfølgelig i at ville gøre rent og rydde op. Fik tømt tre ringbind og bundet kompendierne sammen, så der er plads til nye ting i det nye semester... Og det var det eneste.
Og nu ligger jeg her.

Egentligt et lidt pinligt billede. Har tømmermændshænder, så kan ikke tegne ordentligt, mit hår er en stor knude efter igår og viser mig for første gang med briller på bloggen - grænseoverskridende!

(Skulle der herske tvivl, så ligger jeg altså på sofaen og flader ud foran computeren med film på.)

BA babe

Vores alle sammens (NEJ, min!) Kira er endelig færdig med sin bachelor i kunsthistorie, og jeg er helt enormt stolt. Ikke nok med at hun scorede et smukt 10-tal, men en god røvfuld af hendes opgaver har været proppet med ny forskning inde for forskellige områder. Hun tager altid sine opgaver skridtet videre; det er ikke bare opgaver. Kira lægger hele sin krop og sjæl i den, og det kan ses.

Nu er virkeligheden jo sådan at vi bor i hver vores ende af landet, og vi dagligt kæmper en kamp for at overbevise den anden til at flytte nærmere. 6 år inde i forløbet er vi stadig ikke nået til enighed.
Jeg ville gerne selv have stået i døren med en buket blomster og skreget "Kira er blevet BA, og det er hun jo, for det er i dag!", men i stedet blev S sat i sving og fik arrangeret en rigtig Kirabuket (jeg ved ikke, hvordan han vidste det, men han har også inkluderet MIN yndlingsblomst - orange gerbara - i buketten... I'm in awe).

Men en glad, hvinende Kira i røret var dog (S's) besvær værd. Gid jeg kunne være der og drikke hende fuld i hvidvin.

Kira, jeg elsker dig og jeg er så sindssygt stolt af dig at jeg slet ikke kan sige det nok (som du nok har bemærket). Du er en inspiration i dig selv. Tak for dig.

Vidunderet skudt af Kira selv (gid jeg kunne sige, at jeg havde taget billederne: det havde betydet, jeg var i hendes stue...suk)

Tatoveringer, vol. 1

Som der blev læst med stor iver, så tatoverer jeg ved siden af mine studier og fotografering (okay, det bliver måske ikke helt til så meget fotografering, men det lyder smart at være en travl unistudine, der har gang i en million projekter). Med en så stor interesse, viser jeg med glæde nogle af de tusser, jeg har lavet i denne omgang.

En gang imellem tager jeg nemlig et smut til storbyen for at tegne lidt på folk, som regel en uge ad gangen. Det er enormt hårdt, men fantastisk givende. Godt nok er det en smule dyrere hobby at tatovere fremfor at male i malebøger, men jeg er ganske tilfreds. Det er også lidt sjovere at kigge tilbage på, og en kende mere interessant for jer.

Tatoveringen fremstår ikke helt sort, men det er (gudskelov) redigeringen af billedet, der gør det. Den er selvfølgelig helt sort i virkeligheden. J spiller lidt med musklerne, så tattooen ser en smule ujævn ud. Har vi flere undskyldninger?!

Tatoveringen ovenover må have været den sværeste tusse, jeg nogensinde har lavet. Hvad der er helt lige på papir fremstår (selvsagt) ikke sådan på en muskuløs arm. Det er jo bare et par streger, så selvom jeg nok godt kunne have tænkt så langt, forventede jeg at det blev nemt. Men jeg tog grueligt fejl.

9x13cm

Min kusines kusine ønskede sig et anatomisk korrekt hjerte, men det måtte ikke fremstå alt for realistisk - det skulle jo heller ikke se ud som om at hendes hjerte poppede ud af ryggen på hende. Så resultatet blev en smule mere tegneserieagtigt og ligner noget fra de der plakater, der hang i klasselokalerne i gamle dage. Det tog kun en time at tegne den, og den er en af mine yndlings.

Lamb of God tatovering fra coveret på deres album 'Wrath'.

Denne tatovering sidder på benet af den fyr, der lokkede mig ind i branchen. Den skulle være lidt snavset at se på, og jeg har brugt en blanding af beskidt gul og lilla (hvis det skulle have interesse). Han har sat sin krop til rådighed for mig (dog ikke på den beskidte måde...), og han er i besiddelse af min første tatovering (ever. Uf.) og han render rundt som en reklamesøjle med min udvikling i faget. Denne er den 5. tatovering, jeg har lavet på ham, og den er lavet af to omgange (først outline og skygger i knoglerne, efterfulgt af optegningen af bølger og himmel, og farvelægning).

Outtake fra ugen. På første billede kan du se de M.C. Hammer-bukser, jeg ikke kunne bestemme mig for om jeg skulle beholde. Det gjorde jeg så. Fotos taget af Morten Carstensen og Dina Le Maire Wandall.

Det lykkedes mig at lave omkring 10-11 tatoveringer på fem dages tid. Jeg er selv ret imponeret.

Disclaimer/fyi. Jeg begyndte at tatovere på fake skin, førend jeg begyndte at tegne på mennesker, som igen blev indforstået i at jeg var helt ny. I min "optræning" brugte jeg meget tid på at studere kunstarten på skift, youtube og ved selv at tatovere (egen hud og fake skin), samt et direkte studium i hygiejne (da der desværre endnu ikke findes regler inde for dette område). Derudover undersøger jeg markedet for det bedste blæk, samt jeg kun bruger engangsnåle, -tuber, osv. Endvidere bliver alt mit udstyr steriliseret fra gang til gang.

Spørg endelig, hvis du har spørgsmål ang. tatoveringer, behandlingen af dem, osv. Der vil snarest muligt komme et indlæg om hvilke ting, du skal holde øje med, når du skal have en tatovering.
Tatoveringer, vol. (number) vil blive en tilbagevendende serie af de tatoveringer, jeg får lavet.

Altså.. Virkelig? Porno?!

Som I sikkert har fundet ud af efterhånden, spenderer jeg 80% af min tid på universitetsbiblioteket i øjeblikket. Og man skulle ikke tro det, men man oplever mange interessante ting deroppe (ikke et ord om at det eventuelt kunne være fordi man keder røveren ud af bukserne deroppe..). Eksempelvis har jeg efter en del semestre fundet ud af, at hvis du gerne vil have en ordentlig plads, skal du komme inden biblioteket åbner (kl. 9, red.). Hvad ingen fortalte mig om, var mængden af mennesker, der står i kø allerede 8:50. 

Vi snakker Magasin-udsalg. Billetsalg til Lady Gaga. Roskilde lige inden de vælter hegnet (har jeg ladet mig fortælle, siden jeg aldrig har været der). We're talking a lot of people. Som alle sammen vælter ind af de samme to glasdøre, det sekund de låser op. Og op af den forholdsvis smalle trappe. 

Forleden kom jeg dog lidt for sent (først kl 9:01 - alle var indendøre da), og endte bag en meget ældre herre, der på trods af hans størrelse fyldte enormt meget (skulle jo løbe op og have den plads dér). Jeg undrede mig over, hvad sådan en ældre herre lavede der, da han tydeligvis ikke var bibliotikar (ret sikker på, at han er for gammel, og derudover havde han ingen uniform på. Hvilken uniform det skulle være, ved jeg ikke, men... nå!).

Her ser vi så mig i hvad der skal forestille gadedrengehop (...) på vej til biblioteket. Min rygsæk er langt fra ligeså smart, som den jeg er iført på tegningen.. Og den ældre herre på den anden side af stregen.

Jeg kommer endelig forbi ham og op til min plads ved siden af L. Senere på dagen går jeg forbi computerområdet, og ser igen den ældre herre. Nu ved computer. Og så husker jeg ham fra sidste eksamensperiode....

Jeg havde nemlig sat mig ved siden af selvsamme ældre herre en dag, hvor jeg skulle udskrive nogle papirer, og imens jeg venter på at computeren logger på (traditionen tro har biblioteket kun computere, der fungerer i sneglefart), vandrer mit blik. Til naboens skærm. Og stiller skarpt på uklædte, unge drenge. Og piger. Og storbarmede kvinder. Og kønsdele i store formater. Selvsagt rødmer jeg som langt ind i helvede. På trods af at det intet har med mig at gøre. Er det sært, at jeg simpelthen ikke tror mine egne øjne? Kan da ikke forestille mig, at en ældre herre som denne, ville vandre helt op til et universitetsbibliotek for at se på porno (altså, klam porno) (altså. VIRKELIG)? Men jo. For han kommer der hver dag. Disse dage har han sågar bevæget sig ind på sexchats.

Gad vide hvordan han præsenterer sig selv?

Her ser vi mig, der forsøger at komme forbi en usandsynligt slingrende herre // Og her går det op for mig, hvem herren er, idet jeg ser på hans skærm. (Og har tilsyneladende mistet alt håret af skræk?)

Glæder mig i øvrigt til at se, hvem der lander på bloggen nu med den samling nøgleord, jeg har lavet... Hm. 

Undskyld, jeg kommer for sent...

Til min 9. klasses graduering for snart lidt flere år siden end jeg vil være ved fik vi uddelt diplomer: Årets Duks, Årets Klovn, Årets ... whatever, you get the drift. Jeg havde selvfølgelig håbet på noget sejt, et eller andet, jeg ville kunne blære mig med til mine børn (og venner og veninder og familie og kammerater og bekendte og...!).

Men jeg endte med at blive Årets Dårlige Undskyldning. For jeg er fuld af dem.

Dengang boede jeg fem minutter (på cykel) fra skolen, hvilket resulterede i at jeg konsekvent var for sent på den. Når man konstant kommer for sent, finder man hurtigt ud af at den gamle "jeg sov over mig" bare ikke fungerer ude i det virkelige liv. Så jeg begyndte at lave historier.

"Undskyld, jeg kommer for sent, men jeg fælder helt utroligt meget og afløbet stoppede derfor, da jeg var i bad imorges, så jeg var lige nødt til at rense det, men så blev jeg altså svimmel og var nødt til at ligge ned i et par minutter."
"Undskyld, jeg kommer for sent, men køleskabet kølede så kraftigt at jeg var nødt til at optø min morgenmad før jeg kunne spise den."
"Undskyld, jeg kommer for sent, men jeg kom til at sluge den isterning, der var i min juice, og den satte sig fast i halsen, så jeg var nødt til at vente på at den tøede."

Det tog så meget overhånd at folk forventede en ny historie hver dag. Det resulterede ikke kun i det førnævnte diplom, men også en bog med dårlige undskyldninger. For jeg begyndte jo at løbe tør.

 Jeg havde umiddelbart i sinde at illustrere indlægget med en tegning af en stresset, ung Nadia, men så fandt jeg en sovende hund. Jeg kan meget bedre lide billeder af en sovende hund. Og så var det også fordi at der stod en meget stor dinosaur inde på kontoret, så jeg kunne slet ikke ko...

Nu er jeg blevet lidt større (aldermæssigt, knap så meget i højden), og benytter mig ikke så meget af historier fra de varme lande. Nu er jeg gået over til troværdige undskyldninger, der med god vilje kunne være sandheden, for at undgå ting, jeg bare ikke gider. For ærlig talt, så var det diplom ærlig talt mig værdig. Også den dag i dag.

Men med min årlange empiriske undersøgelse af dårlige undskyldninger kan jeg konkludere at de lidt mere fantasifulde fortællinger kan være til større (acceptabel) gavn end "jeg sov over mig".

Når regnen regner oppe på taget...

Saga Blot holder regn-/torden-/lynfri, så her er et billede af en hund. Vi vender frygtløst tilbage imorgen!

Favorit-weekend i billeder (og kun en bitte smule brok)

Min fri-weekend er ved at gå på hæld (sidder i dette øjeblik og venter på at drengene får bakset burgere sammen, yum), og nyder virkelig at have haft en weekend fri fra queer-teori og støvede bøger. Weekenden har været storslået; okay, fredag not so much.. bortset fra græsk mad, italiensk is og islandsk hygge, lørdag med strand og grill med nye og gamle venner, mængder af rosé og øl, og en afslutning i baghaven med åben ild og slik. Søndagen er mest gået med dødssøvn (af 2 gange) og marathonlæsning af Mørkets Halvdel af Stephen King. (Jeg er besat af alt, næsten, hvad Stephen King har skrevet og skriver, men er vildt bagud på grund af de der overvurderede universitetsstudier).

Resten af denne gudsbenåede aften vil gå med at spise mega-burgere, drikke cola og forhåbentlig se en film. Og selvfølgelig vente på den grusomme travle, regnende, tørre, røvsyge mandag på biblioteket der venter mig imorgen. Det eneste der kan holde humøret oppe er (burger) tanken om bachelorfest og (cola) psykodruk på fredag. Mandag, jeg tager kampen op med dig.

179 kr er jo osse en slags penge...

Jeg er dårlig til at bruge penge. Virkelig dårlig. I hvert fald hvis det er penge, der skal bruges på mig selv.
Nærighed ligger ikke til mig, slet ikke når det gælder andre mennesker. Dem tigger jeg nærmest om at ribbe mig for den sidste femører (ja, femører; sådanne havde vi dengang jeg var dreng).

Men mig selv. Jeg har enorme problemer med at retfærdiggøre indkøb, især tøj, for mig selv, medmindre det er en beklædning, der er nødvendig. Oftest bruger jeg et par døgn til at vægte og veje en genstand; selv hvis jeg kommer til konklusionen at mit liv kun vil være fuldent, hvis jeg køber netop denne genstand, skal jeg stadig lige bruge lidt tid.

Jeg svømmer jo ikke ligefrem i penge. Jeg får både SU og har SU-lån; og lånet er ikke ligefrem mine penge, de er lånte, ergo skal de KUN bruges på fornuftige ting. Tøj er jo ikke fornuftigt. Ingen ville undre sig, hvis jeg fik spankulerede nøgen ned ad Torvet i Næstved. Slet ikke fordi jeg så ville passere Slattenpatten, Næstveds stolthed (...)

I tirsdags kom (Hverdags)Nadia og jeg forbi Gina Tricot, en meget moderne butik, som du sikkert har hørt om, men som man som Næstvedgenser aldrig har set i virkeligheden. Og her fandt jeg et par bukser, der mest af alt ville gøre M.C. Hammer stolt.
Det er et af de køb, som egentlig ikke er nødvendig. De kan simpelthen ikke retfærdiggøres. For jeg har bukser nok, og har umiddelbart ikke et behov for et par mønstrede bukser... Umiddelbart.

Bukserne sidder selvsagt en smule løsere på mig, og går mig til fødderne (der stod INGEN steder at det var stumpebukser)

 

Selvom det tog mig tre dage at beslutte mig, endte jeg med at købe dem. Ren og skær fordi der kun var een størrelse dværg tilbage. Alligevel sidder jeg her og kan ikke finde ud af det. De 179 kr, som bukserne kostede, kunne jo bruges på noget så fantastisk som nye bøger eller min forestående rejse til London...

Hvad siger du? Skal jeg beholde dem?

Imma work on ma tan lines

Det er en herlig følelse, når man siger farvel til S og hans ven som er på vej til Djurs Sommerland i varmen, og man selv skal sidde med Judith Butler og analysere transkønnede modeller hele dagen.. (Ville i øvrigt være herligt, hvis Fru Butler kunne komme og hjælpe i person, tror jeg ville have lettere ved at forstå hendes vrøvl)
S har nemlig besøg fra Island/Norge (Islandsk ven, bor i Norge) hele weekenden. Måske man skulle se det fra den positive side - Jeg bliver fri for mandehørm og kæmpeprutter en hel dag? Og kan i princippet sidde udenfor og blive chokoladebrun (imens jeg læser, selvfølgelig)..

Jeg glæder mig meget til den dag, hvor jeg er færdig med eksamen, og jeg rent faktisk kan skrive om noget der bare grænser til interessant.

Ps. Jeg er i øvrigt iklædt joggingbukser med hængerøv, en gammel t-shirt og fedtet hår på tegningen. Bare som pointering. Og det er altså hænder, der vinker farvel på tegningen. Det var lidt svært at se hvad jeg tegnede gennem tårerne.

Mødet med en klon/anden blogger

For ikke så mange uger siden faldt jeg over en blog. Det er i sig selv ikke en større begivenhed. Men at tøspigebarnet bag bloggen ligeledes er en 24årig universitetsstudine med krøller og oprindeligt fra min beskedne by, som samtidig reagerer på Nadia (og tegner små tegninger for at illustrere pointer og fortærer unægtelig store mængder af salmiak) har dog en lidt skræmmende effekt.

Før tanken løb over i banerne "Min klon? Jeg vidste ikke, at videnskaben var nået dertil endnu?!", var jeg overbevist om at jeg selv havde oprettet en blog, i al hemmelighed for mig selv, som jeg med tiden havde glemt alt om. Muligheden for at det nok var en klon blev dog mere aktuelt, da jeg så at hun opdaterer dagligt. Dét kunne jeg i hvert fald aldrig finde på.

Men efter en heftig udveksling af elektronisk post, hvor vores ligheder blev endnu mere markante (samme gymnasium, sluger begge bøger, stort søvnbehov med samme mareridt, enormt behov for sukkerholdige produkter, osvosv), blev det tid til at tage vores mødom: vi skulle have vores første bloggermøde (ingen af os havde før mødt en anden blogger (jo, jeg har da godt mødt Kira, nå)!

Nu vidste jeg jo godt, hvordan hun ser ud. Hun har jo stort krøllet hår og samme højde (eller lavde?) som undertegnede.
Men aldrig har jeg mødt så mange piger med stort krøllet hår ved Storkespringvandet i København Centrum.

Det er altså mig yderst til højre. Hende, der er forvirret.

Men heldigvis gik det op for mig at vi på ét punkt slet ikke ligner hinanden. For Nadia...

...hun er jo en gravhund.

(Skynd dig ind på  HverdagsNadia og oplev hverdagen fra en gravhunds øjne!)

En grøn klør fem

I mangel af bedre (har siddet heeeele dagen på biblioteket og skrevet eksamensopgave, bear with me) får I nu begyndelsen på min have at se. Det kan ikke helt hamle op med Nadias tusser, men hvad! :)

Det hele startede med at jeg havde en drøm om en beskeden aluminiumsbakke med hjemmedyrkede krydderurter, da jeg flyttede hjemmefra. Dette udviklede sig til bakken, en dåse med basilikum.. Derefter en altankasse.. Derefter flere krukker. Og nu har vi haft plantehelvede siden vi flyttede herop på Trøjborg for ca. et år siden. Forskellen er nu bare (heldigvis!) at jeg har en have, som jeg kan fylde med planter (og jo, vi har både under-og overboer, meeeen... MIN!).

Pt. står de fleste planter og roder ved et plantebord og bag nogle gamle vinduer.. Men der er alt fra basilikum, salat, gulerødder, forårsløg, chili, bønner, ærter (almindelige og søde) til spinat. Og jeg elsker det.

Slutteligt får I lige et par billeder fra den første sommerdag i år. (Som jeg mestendels nød indendøre med L og kæmpe mængder Dracula-bolscher)