Saga Blot eksperimenterer i køkkenet: Paneer

Her i firmaet spiser vi ret ofte indisk. Det sker typisk, når jeg absolut ikke gider at lave mad, for det er så ustyrligt nemt at lave det (indisk er for mig hvad spaghetti er for andre).

Til aften skulle jeg dog forsøge mig med noget nyt, nemlig paneer, som er en indisk ost. Det så hysterisk nemt ud, da Anjum Anand kastede sig ud i det i programmet Indian Food Made Easy på BBC.
Nogle gange glemmer jeg bare at de snyder ustyrligt meget i madprogrammer. Plus, de er typisk kokke. De gør det ikke helt nemt for mig.



Men du skal da ikke snydes for opskriften! Derfor:

Du skal bruge:

• 2 liter sødmælk (jeg vil her understrege vigtigheden af at det er sødmælk... gæt selv hvordan jeg regnede dén ud).
• 200-250 ml tyk yoghurt (jeg brugte græsk yoghurt, bare for at gøre det internationalt)

Sådan gør du:

• Få mælken op at koge i en stor sauterpande (jeg brugte en gryde, hvilket på ingen måde kan anbefales. Medmindre du har et par timer, du skal have slået ihjel).
• Yoghurten hældes i så snart mælken koger. Sørg for at røre rundt hele tiden, mens yoghurten hjælper mælken til at koagulere. Hvis det ikke sker, så kom mere yoghurt i.
• Når klumperne er... klumpede... og der kun er den lyse vælde (eller valle?), tager du panden af varmen.
• Læg et tyndt klæde over en si eller et dørslag (som står i vasken) og hæld blandingen i, så vælden ryger ud i afløbet og du står med klumperne tilbage. Lad der løbe koldt vand henover blandingen.
• Herefter svøber du osten ind i klædet og hænger det fra vandhanen, og lader det dræne.
• Efter 20 min tager du din ost af vandhanen, maser den lidt og sætter din pande (med vand i) ovenpå den, så den er under pres (og dermed formes som en ost). Her kan du lade den stå, imens du laver mad.
• Hvis du har noget tilovers, så opbevar osten i en tupperware dækket med vand.

Om det smager godt? Næ. Slet ikke. Men jeg brugte også letmælk. Og valgte at spæde den op med piskefløde.
Men det smagte godt i karryretten.



Hvis du vil kaste dig ud i det her, så følg for guds skyld opskriften.
Og når det så er sagt, så tror jeg at jeg vil overlade opskrift-delen af bloggen til madeksperten, Kira.

Opskrift fra BBC-programmet Indian Food Made Easy

Sommer vs. Vinter om sommeren

Altså, i virkeligheden havde jeg og S sat hele weekenden af til at pakke og gøre rent. At det meste af lørdagen så gik med at se serier og film er noget helt andet.
Fandt desuden ud af at min kuffert ikke er stor nok. Dette efter S fortalte mig, at det er nødvendigt at pakke vores thermo-undertøj, min islandske sweater, hue og vanter. (Hvad der har bidt os og fået os til at bestille billetter til ISland midt i juli, ved jeg ikke. Er der noget der hedder sommerdepression? For så har jeg det!) (ej, spøj til side, glæder mig stadig virkelig meget.)
Så derfor spurtede (tøffede i klipklapper) jeg op til K, som netop har fået en kuffert på størrelse med mig i fødselsdagsgave, og kom hjem igen 2 timer senere(vi skulle lige sige hej, ik); en kuffert og en rygsæk rigere.

Synes dog stadig det er en kende unødvendigt at forlade en verden domineret af klipklapper, maxikjoler og 25 grader for et koldt land. Og nej. Er stadig ikke færdig med at pakke.

Roskilde After-Party

Igår aftes var vild. Så vild at det er grunden til at indlægget først kommer sent om i aften. For frankly, så har jeg ikke været meget værd.

Vi holdt Roskilde After-Party. Og som du nok ved, så har jeg absolut intet med Roskilde Festival at gøre, udover det faktum at hele min Næstvedske omgangskreds har. Men jeg kommer alligevel med til after-partyet. For så sej er jeg trods alt...

Aftenen stod på dress-up, druk, drager og dans. Der var sæbebobler, hjerteklistermærker og glimmer alle vegne, og kærligheden var nærværende.











For en gangs skyld lykkedes det mig at undgå at blive stiv. Fuld, jo bevares, men ikke så stiv, at jeg endte i fosterstilling i hjørnet af teltet. Ikke i år. Kun lidt, da jeg efter en seriøs headbanging må have slået noget løs i hjernen og besvimede. Men jeg vågnede hurtigt igen. Og tog et glas rosévin.

Desuden havde jeg også min dreng at tage mig af. Han lavede kunstner på planken, som vi havde lagt henover poolen. Det gik vist ikke som planlagt. Medmindre at det var meningen, han skulle slå sin skulder af led.

Var du på Roskilde i år?

Forkælelse af mine hårdt prøvede fodsåler*

Som sagt, drager S og jeg til Island på tirsdag. (Panikken har nu indfundet sig. K: "Selvom der er 3 dage til har jeg slet ikke fattet at vi skal afsted..!" S: "Fuck. Der er kun 3 dage til?!" *gråd og skrig og løben rundt i cirkel*)
Derfor har jeg også fået besked på at finde vandrestøvler. Sårn rigtige store brune, tunge vandrestøvler. Går sjældent i fornuftigt fodtøj, så det er meget spændende, nyt territorie, jeg nu indtager.

Foreløbig kandidat. Columbia Coremic Ridge, lady, hvis du altså af en eller anden sær grund skulle være interesseret. 

S sagde, at jeg altså ikke fik lov til at tage op i bjergene i mine Converse. (som om jeg havde planer om det *host*). Selv fyren inde i Spejder Sport (*hoster igen*) sagde, at de nye vandrestøvler nok blev en ny oplevelse for mig, mens han smågrinede af mine ballerinaer. Altså, jesus. Hvorfor må jeg nu ikke have ballerinaer på, når jeg tuller i byen?! Pf. Som om det er bedre at være spejder.

Åbenbart hvad S tror om mig. Selvom jeg selv synes, at jeg ser fabelagtig ud i ballerinaer, kastet og rygsæk på bjerg. 

*citat spejdersport.dk

Jeg hjerte London

I <3 London står der på min nye tshirt fra, ja du gættede rigtigt, London. Henover brystkassen. Selvom der ikke er meget plads til noget som helst bryst i en størrelse 11-12 års tshirt.



Egentlig synes jeg, at den er skrækkelig. Især efter at have set alle turister bære selv samme budskab stående alle vegne på deres kroppe eller på paraplyer (de skide paraplyer *truer*) og tasker. Men 14årige Nadia fik aldrig købt sådan en tshirt dengang hun første gang besøgte storbyen, fordi hun var alt for nærig. Nadia ærgrede sig sådan i lang tid efter hun kom hjem.

Jeg fik lidt ondt af hende...

Med sommer i baglommen & undskyld!

Jeg beklager rigtig meget at mit indlæg først kommer i dag, og halvt oven i Nadias. Sagen var bare den, at da jeg satte The Good Wife på pause, for "lige hurtigt at blogge", så vi derefter kunne se videre (/falde i søvn over et afsnit, var min plan) - så strejkede computeren og det var komplet umuligt at bruge den til noget som helst. (Måtte i øvrigt falde i søvn over en bog i stedet. Pfff.)

Anyhoo.
Har virkelig dyrket ferien det sidste stykke tid. S og jeg har spist is, milkshakes og cafemad i solen, og mandag fik vi besøg af min yndlingskøbenhavner, N, for et døgn. Så vi shoppede, grillede og hyggede. (Kan i øvrigt virkelig anbefale filmen Maléna af Giuseppe Tornatore. Smuk og forstyrrende film med Monica Bellucci i hovedrollen).
Derefter hyggede jeg med Á (og den obligatoriske is) og aftalte pizzaaftener. Hvorefter jeg faldt om i haven, igen med bog.

Eftersom jeg pludselig har formået at fylde hele min ferie med planer allerede, forsøger jeg at nyde hvert lille solrigt øjeblik. Hvilket jo egentlig er gået meget godt indtil videre. På tirsdag rejser S og jeg mod Island (hvis Hekla lader os. *holder vejret*), så det er egentlig med at nyde det der sommervejr mens man kan ;)

Mig og En Amerikaners lidelser (Siri Hustvedt) i haven

Moralen: Skaf dig en ulykkesforsikring. Igen.

Jeg har været til tandlægen i dag!

Det er i og for sig ikke særlig vildt. Slet ikke når jeg ikke er bange for tandlæger, slet ikke min Dr. Tandlæge. Hun er en ung, pæn dame, der er meget sød. Hun stråler nærmest (se bare tegning!). Bare ikke når hun prædiker om at jeg skal have mig en forsikring særligt til mine tænder. Så synes jeg ikke længere, at hun er særlig sød. For jeg ved det jo godt...

Men altså, så ofte kommer jeg da heller ikke til skade...

Det er kun 7. eller 8. gang nu...

Se, hvor hun stråler som solen. Hun tog ikke sin maske af før jeg tegnede hende, men jeg er sikker på at hun gemmer på et kæmpe og meget hvidt smil

Det hele startede for to uger siden, da jeg slentrede ned af Londons travle gader med en ven ved hånden. Det havde småregnet lidt fra tid til anden, hvilket resulterede i en lind strøm af op- og nedslåede paraplyer. Den ene landede bare i mit ansigt, på min læbe og dermed min tand. Med dens metalspids.
Angelina Jolie-læben kunne jeg snildt klare, men min fortand fik et så kraftigt slag, at den nægter at lade mig glemme det.

Den fik et blåt mærke, da den blev slået ind, fortalte Dr. Tandlæge mig i dag. Det skal vi holde øje med, så hun vil gerne have at jeg kommer og besøger hende hver tredje måned.
Med tiden kan det betyde at jeg skal have en rodbehandling og en stifttand.

Og så var det vi kom til at tale om den forsikring...

Egentlig skulle du have været velsignet med et billede af mig med Dr. Tandlæge i fuld gang med værktøjet i munden på mig. Men jeg er ikke specielt køn med åben mund.

Bedstemor som 24-årig

Det har aldrig været nogen hemmelighed, at jeg godt kan lide at gøre tingene selv. Eller.. Lave tingene selv.
Siden 80% af farverne i min stue enten er hvid eller træfarvet (yay..), har jeg længe ledt efter en måde at få nogle farver ind på - uden at provokere S for meget med regnbuer og barbiefarver (som jeg HELT sikkert ville have indført, hvis jeg både selv *host*). Så i bedste grandma-stil har jeg i lang tid været igang med at hækle et tæppe ud af bedstemor-firkanter. Og efter en weekend hos mine forældre er der sket et boom i antallet af samme firkanter, så måtte ud og købe garn i dyre domme i dag.
Men jeg hækler på livet løs, og det er perfekt underholdning, når vi forvejen sidder og glor The Good Wife.

Her illustreret at jeg er meget optaget af mit håndarbejde, og S.. not so much. Og ja. Det ER et garnnøgle, ikke en lort, ikke en mus, ikke alle mulige andre suspekte ting.

Nadia og jeg blev tidligere i dag enige om at det oftest er processen i håndarbejdet, der er det hyggelige. Også fordi man er spændt over, hvordan resultatet bliver. Men kan absolut ikke vente til at jeg kan svinge mit turkise tæppe over min hvide sofa.

Et par bøger. Eller 17.

Jeg havde lovet mig selv højt og helligt ikke at shoppe.
For jeg mangler altså ikke noget, ikke noget særligt i alt fald.

Jeg hader når mor får ret.

- Uddrag fra min notesbog.

Det var heller ikke meget tøj, jeg endte med at købe. Faktisk ikke mere end en "læder"-jakke, en bluse, en tshirt, et par sko, en bh og et par natbukser (da jeg havde glemt noget så basalt). Det er altså ikke meget. Ikke når man tænker på at jeg er i besiddelse af to x-kromosomer.

Men bøger holdt jeg mig ikke fra. £1 for klassikere, £3-5 for nyudkomne, hvad giver du mig? Det resulterede desværre i en overvægtig kuffert. Men det var det hele værd, for se bare mine vidundere:

The Classics: L. Frank Baum: "The Wonderful Wizard of Oz", Robert Louis Stevenson: "The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde", Jonathan Swift: "Gulliver's Travels", Louisa May Alcott: "Little Women" (husker du da Joey læste den?) og Charles Dickens: "A Christmas Carol"

David Nicholls: "One Day", Emma Donoghue: "Room", Cecelia Ahern: "The Gift" og Mark Watson: "Eleven".

Jeg er allerede ved at være færdig med One Day, som snart kommer i biograferne. Den næste bliver nok hurtiglæseren The Gift, mens Room lyder så skræmmende god at jeg snart begynder at smuglæse lidt.

Bogen, der koster knap 200 kr i Danmark, og sølle £5 i England

The Bluffer's Guide to Philosophy (vi er jo nogen, der læser vores bachelor i filosofi...), Irvine Welsh: "Trainspotting" og Francesca Gould: "Horny Lizards and Headless Chickens".

De liderlige øgler og hovedløse kyllinger er en bog omhandlende underlig og fascinerende viden om ligegyldige og vigtige ting (?!). Den er et must-have. Simpelthen.

Jeg er godt nok dødtræt af at strikke forkert - og derfor landede turens dyreste bog i bagagen: Stich'N bitch Superstar Knitting.

Da jeg, som tidligere skrevet, ikke nåede hele vejen hjem fra min flytur og derfor brugte natten i min fars hjem, var der lidt flere bøger. Jeg havde nemlig bestilt tre nye bøger, hvoraf den ene er min favorit (The Secret Garden) og Kiras (Jane Eyre). Plus min far lige havde en ekstra bog til mig om de forskellige objektiver, der findes derude i verden. Det er nok den farligste bog.

Frances Hodgson Burnett: "The Secret Garden", Charlotte Brontë: "Jane Eyre" og Mary Shelley: "Frankenstein"

Jeg rejser snart afsted igen; næste destination er Island. Hvor bøgerne desværre også har ry for at være en smule billige. Men for at undgå at blive lokket i fordærv, slæber jeg nogen af de nyindkøbte med. Jeg forventer at fordybe mig i Room, The Secret Garden, Trainspotting, The Wonderful Wizard of Oz, Eleven og for sjov den om filosofi og de hovedløse kyllinger. 

En ekstra bog ryger også med i tasken. Den er ikke afbilledet her, for det er en gave til en, der nok har lidt lange øjne.

Hvad skal du læse her i sommerferien? 

Professionelt skyderi

Lige nu sidder jeg midt i skumringen i min vindueskarm og kigger ud på S, der får en øl med en ven i stearinlysets skær. Vejret (gråt, blæsende, fugtigt, mørk sommer) minder mig om en campingtur min familie og på for en del år siden, hvor min storesøster og jeg sneg os ned til stranden og væltede os i kæmpe bølger fyldt med tang.

Igår brugte jeg størstedelen af dagen på et photoshoot med en fin islandsk model. Vi kæmpede os gennem møbler og pelse, gennem skov og strand, sand og vandmænd. Sikke en dag. Derfor sidder jeg nu og kigger billederne igennem, vælger ud, kasserer og redigerer. Og føler den velkendte sommerfugl i maven, når guldkornene kommer.

Det er altid bedst, når man, efter en dag hvor vejret artede sig forkert, ender shootet med at have mængder af ideer til næste gang.


Fordi I er så søde, så er der her en smagsprøve.

Mødet med et engelsk egern

(Det er lige på grænsen til at der vil komme to indlæg på een dag med den fart, jeg har på i dag. Men jeg er undskyldt: min svigermor og jeg er begge græsenker, og da hun ville gøre noget ved omstændighederne og fylde mig med sushi, sååeh...)

Under min tur til London og Kent førte jeg en form for dagbog skrevet i en skrivestilen Flash Fiction (en meget kort historie, der fanger essensen (og måske det lidt pudsige) af noget ved brug af få ord), men hvor de små historier naturligvis er baseret på virkeligheden (ergo Flash Nonfiction). Følgende historie er taget direkte ud af mine uredigerede skriblerier i den lilla notesbog fra den dag, hvor jeg mødte Jono, en ung, talentfuld fotograf fra Nottingham.

Jono Renton 

Da jeg så det brune egern, hvinede jeg. Meget ulig de danske røde egern, har jeg hørt om hvor tamme de engelske er.

Vi kaldte på den, og den poserede for vores kameraer. Den var tydeligvis nysgerrig. 

Jono forklarede at nogle er så tamme at man kan kæle dem. Jeg fortalte om de danske egerns modsatte opførsel, men at jeg en dag på universitetet stødte på et. Det kiggede meget gammelklogt og interesseret på mig. Som om den vidste noget, jeg ikke gjorde. Den ville ikke slippe mit blik.

Jono kaldte ham John.

Spot the squirrel

Da vi gik, fulgte den efter. Vi nåede ret tæt på den, men det lykkedes mig aldrig at få nusset med et.