Jeg er dårlig til at bruge penge. Virkelig dårlig. I hvert fald hvis det er penge, der skal bruges på mig selv.
Nærighed ligger ikke til mig, slet ikke når det gælder andre mennesker. Dem tigger jeg nærmest om at ribbe mig for den sidste femører (ja, femører; sådanne havde vi dengang jeg var dreng).
Men mig selv. Jeg har enorme problemer med at retfærdiggøre indkøb, især tøj, for mig selv, medmindre det er en beklædning, der er nødvendig. Oftest bruger jeg et par døgn til at vægte og veje en genstand; selv hvis jeg kommer til konklusionen at mit liv kun vil være fuldent, hvis jeg køber netop denne genstand, skal jeg stadig lige bruge lidt tid.
Jeg svømmer jo ikke ligefrem i penge. Jeg får både SU og har SU-lån; og lånet er ikke ligefrem mine penge, de er lånte, ergo skal de KUN bruges på fornuftige ting. Tøj er jo ikke fornuftigt. Ingen ville undre sig, hvis jeg fik spankulerede nøgen ned ad Torvet i Næstved. Slet ikke fordi jeg så ville passere
Slattenpatten, Næstveds stolthed (...)
I tirsdags kom
(Hverdags)Nadia og jeg forbi Gina Tricot, en meget moderne butik, som du sikkert har hørt om, men som man som Næstvedgenser aldrig har set i virkeligheden. Og her fandt jeg et par bukser, der mest af alt ville gøre M.C. Hammer stolt.
Det er et af de køb, som egentlig ikke er nødvendig. De kan simpelthen ikke retfærdiggøres. For jeg har bukser nok, og har umiddelbart ikke et behov for et par mønstrede bukser... Umiddelbart.
Bukserne sidder selvsagt en smule løsere på mig, og går mig til fødderne (der stod INGEN steder at det var stumpebukser)
Selvom det tog mig tre dage at beslutte mig, endte jeg med at købe dem. Ren og skær fordi der kun var een størrelse dværg tilbage. Alligevel sidder jeg her og kan ikke finde ud af det. De 179 kr, som bukserne kostede, kunne jo bruges på noget så fantastisk som nye bøger eller min forestående rejse til London...
Hvad siger du? Skal jeg beholde dem?
