En aften i London

"Er der nogen, der har en øloplukker?"

Pigen maser sig ind mellem al vores bagage. Klokken er tæt på 12 om natten. Hendes svenske accent er gennemtrængende, selv når hun taler engelsk.

"Vi er mange, der har forsøgt med lightere og borde, men intet har hjulpet..."

Ireren rejser sig op: "Jeg er bartender OG irer: Jeg kan sagtens åbne den med en lighter!"

Hun kæmper et stykke tid uden resultat. Pigerne i de andre køjesenge fniser over irerens højrøvethed. Nu har vi jo hørt på, hvor fantastisk og god hun er til alting i to dage.

Jeg hopper ned fra den øverste køje, da jeg kan se, hun ikke kommer videre. Jeg tager flasken og lighteren ud af hånden på hende, og siger: "Ja, men jeg er dansker." og afleverer den åbne flaske til svenskeren.

Hun talte ikke til mig resten af den tid, vi begge var i London.

Jeg hjerte London

I <3 London står der på min nye tshirt fra, ja du gættede rigtigt, London. Henover brystkassen. Selvom der ikke er meget plads til noget som helst bryst i en størrelse 11-12 års tshirt.



Egentlig synes jeg, at den er skrækkelig. Især efter at have set alle turister bære selv samme budskab stående alle vegne på deres kroppe eller på paraplyer (de skide paraplyer *truer*) og tasker. Men 14årige Nadia fik aldrig købt sådan en tshirt dengang hun første gang besøgte storbyen, fordi hun var alt for nærig. Nadia ærgrede sig sådan i lang tid efter hun kom hjem.

Jeg fik lidt ondt af hende...

En halv tur hjem

Jeg sidder en smule stakåndet i sofaen. Igår var nemlig een lang rejse. Og egentlig også i dag.

I stedet for at rende rundt i London til jeg skulle tilbage til hverdagen, tog jeg også et smut forbi Rainham, Kent/London (alt efter hvem du taler med). Det var om muligt ikke det smarteste valg, når jeg nu havde tænkt mig at flyve hjem fra Stansted (45 min fra London midtby, uhyggelig mange timer fra Rainham).

Vi løb ud af døren halv to om eftermiddagen for at fange en taxa til stationen, for derefter køre i tog i en lille time ind til London, for at skifte til tuben til Liverpool Street Station, hvor Gavin (som jeg besøgte i Kent) måtte smide mig på toget til Stansted Airport inden vi nåede at sige farvel.

Den obligatoriske billede fra flyvinduet

Toget til lufthavnen sad selvfølgelig fast (det skal sådanne nogle jo), og jeg væltede ud på den anden side for at kaste mig på flyvet. De nåede dog at sætte et 'HEAVY'-skilt på min taske ved indcheckningen. Jeg var udmærket godt klar over at min taske var tung. Det var derfor at mine 16-17 nyindkøbte bøger var røget i min håndbagage.

Endelig landet i København måtte jeg erkende at yderligere halvanden times ventetid før mit tog til Næstved ville ankomme, og at jeg fra Næstved station ikke ville kunne komme hjem medmindre at jeg gik de 6-8 km, ikke var det jeg mest havde lyst til.

Så jeg smed mig i sengen hos min far, som havde sørget for mad og nye Illustreret Historie'er.

Tyk i England

En lille update fra England. Hvor vejret rent faktisk er så godt, at jeg er blevet solbrændt. Jeg ved godt, at det lyder enormt usandsyndligt, men det er sandt.

Jeg blogger fra min telefon, så det bliver jordens hurtigste indlæg - der er nemlig sket så mange interessante ting herovre. Bl.a. Har jeg brudt min tandbørsterutine. Den har været konstant og ret ocd'sk de sidste 15 år. Jeg er ret stolt.

I'm out. Jeg skal fodres med Fish and chips.

Mig og Prins William

Du kan være ret sikker på at omkring dette tidspunkt har jeg lokaliseret Prins William og fået erklæret ham min barnlige forelskelse til ham. Med hår.

Det er mig til venstre og William (kun med hår i nakken, selvfølgelig) til højre, mens han overgiver mig titlen som Prinsesse.

Lige siden jeg var helt lille (eller yngre, ti så stille!), har jeg været overbevist om at jeg skulle giftes med enten Kronprins Frederik eller førnævnte William. Det må de have glemt.

Men jeg har i sinde at gøre noget ved sagen, mens jeg er i London!

(William er da ikke for ung til en hårtransplantation, vel? For ellers er det lige meget...)

Saga Blot i London!

ENDELIG! Fjerde semester er goodbye Ruth, og det kan kun fejres ved at rejse til London.
Ja, så er det sagt.

Faktisk sidder jeg, når du læser dette indlæg, på et lille hostel nær Piccadilly Circus. Helt alene og sikkert snotforvirret.

Jeg havde den idé at alle de penge mine venner smider i nakken på Roskilde Festival kunne bruges på en rejse. Tanken var at jeg bare ville undersøge mine muligheder, og pludselig stod jeg med en returbillet til London (hostel + rejse = Roskildebillet. Seriøst).



Nu har rejsen udviklet sig til at være en form for personlig udvikling for mig. Generelt har jeg det ikke specielt godt med at være Palle Alene i Verden ukendte steder, ej heller at være udsat for store rum med alt for mange mennesker. Men jeg er sikker på, at jeg også var ved at skide i bukserne den dag, jeg skulle lære at gå. Vi lærer jo kun af udvikling, så nu tager jeg Dronningen af England ved hornene.

Okay, titlen er lidt misvisende. Det er kun mig Nadia (som du kan se på billedet), der løber rundt om mig selv i Londons gader, mens Kira er hjemme i Aarhus. Nogle skal jo passe på landet, mens jeg er væk.