Kan man klone sølvræve?

Igår aftes spillede Kaizers Orchestra i Tivoli, som du måske har læst ovre hos HverdagsNadia. En super fed koncert. Janove, den lækre snart-sølvræv forsanger i Kaizers, var så venlig at dele sit sved med sit publikum. Sveden var smurt ind i et blåt håndklæde, som blev kastet ud i blandt det ophidsede crowd.

Den slags er farligt.

Især når man griber den. Misundelige blikke kan slå ihjel:

Det var faktisk min svigerfar, som vi havde lokket med, der greb det. Med hans 2 meter lange korpus havde han lidt bedre chancer end lille mig.

B og jeg gik måske heller ikke stille med dørene om vores nyerhvervelse.

Senere havde jeg Nadia i røret...

...som havde lagt store planer om sin fremtidige karriere som Dr. Frankenhund.

Det er måske ikke bevis nok med et billede af det famøse håndklæde, men den er god nok. Vi overvejer at lade folk se det mod betaling.

179 kr er jo osse en slags penge...

Jeg er dårlig til at bruge penge. Virkelig dårlig. I hvert fald hvis det er penge, der skal bruges på mig selv.
Nærighed ligger ikke til mig, slet ikke når det gælder andre mennesker. Dem tigger jeg nærmest om at ribbe mig for den sidste femører (ja, femører; sådanne havde vi dengang jeg var dreng).

Men mig selv. Jeg har enorme problemer med at retfærdiggøre indkøb, især tøj, for mig selv, medmindre det er en beklædning, der er nødvendig. Oftest bruger jeg et par døgn til at vægte og veje en genstand; selv hvis jeg kommer til konklusionen at mit liv kun vil være fuldent, hvis jeg køber netop denne genstand, skal jeg stadig lige bruge lidt tid.

Jeg svømmer jo ikke ligefrem i penge. Jeg får både SU og har SU-lån; og lånet er ikke ligefrem mine penge, de er lånte, ergo skal de KUN bruges på fornuftige ting. Tøj er jo ikke fornuftigt. Ingen ville undre sig, hvis jeg fik spankulerede nøgen ned ad Torvet i Næstved. Slet ikke fordi jeg så ville passere Slattenpatten, Næstveds stolthed (...)

I tirsdags kom (Hverdags)Nadia og jeg forbi Gina Tricot, en meget moderne butik, som du sikkert har hørt om, men som man som Næstvedgenser aldrig har set i virkeligheden. Og her fandt jeg et par bukser, der mest af alt ville gøre M.C. Hammer stolt.
Det er et af de køb, som egentlig ikke er nødvendig. De kan simpelthen ikke retfærdiggøres. For jeg har bukser nok, og har umiddelbart ikke et behov for et par mønstrede bukser... Umiddelbart.

Bukserne sidder selvsagt en smule løsere på mig, og går mig til fødderne (der stod INGEN steder at det var stumpebukser)

 

Selvom det tog mig tre dage at beslutte mig, endte jeg med at købe dem. Ren og skær fordi der kun var een størrelse dværg tilbage. Alligevel sidder jeg her og kan ikke finde ud af det. De 179 kr, som bukserne kostede, kunne jo bruges på noget så fantastisk som nye bøger eller min forestående rejse til London...

Hvad siger du? Skal jeg beholde dem?

Mødet med en klon/anden blogger

For ikke så mange uger siden faldt jeg over en blog. Det er i sig selv ikke en større begivenhed. Men at tøspigebarnet bag bloggen ligeledes er en 24årig universitetsstudine med krøller og oprindeligt fra min beskedne by, som samtidig reagerer på Nadia (og tegner små tegninger for at illustrere pointer og fortærer unægtelig store mængder af salmiak) har dog en lidt skræmmende effekt.

Før tanken løb over i banerne "Min klon? Jeg vidste ikke, at videnskaben var nået dertil endnu?!", var jeg overbevist om at jeg selv havde oprettet en blog, i al hemmelighed for mig selv, som jeg med tiden havde glemt alt om. Muligheden for at det nok var en klon blev dog mere aktuelt, da jeg så at hun opdaterer dagligt. Dét kunne jeg i hvert fald aldrig finde på.

Men efter en heftig udveksling af elektronisk post, hvor vores ligheder blev endnu mere markante (samme gymnasium, sluger begge bøger, stort søvnbehov med samme mareridt, enormt behov for sukkerholdige produkter, osvosv), blev det tid til at tage vores mødom: vi skulle have vores første bloggermøde (ingen af os havde før mødt en anden blogger (jo, jeg har da godt mødt Kira, nå)!

Nu vidste jeg jo godt, hvordan hun ser ud. Hun har jo stort krøllet hår og samme højde (eller lavde?) som undertegnede.
Men aldrig har jeg mødt så mange piger med stort krøllet hår ved Storkespringvandet i København Centrum.

Det er altså mig yderst til højre. Hende, der er forvirret.

Men heldigvis gik det op for mig at vi på ét punkt slet ikke ligner hinanden. For Nadia...

...hun er jo en gravhund.

(Skynd dig ind på  HverdagsNadia og oplev hverdagen fra en gravhunds øjne!)