Kan man klone sølvræve?

Igår aftes spillede Kaizers Orchestra i Tivoli, som du måske har læst ovre hos HverdagsNadia. En super fed koncert. Janove, den lækre snart-sølvræv forsanger i Kaizers, var så venlig at dele sit sved med sit publikum. Sveden var smurt ind i et blåt håndklæde, som blev kastet ud i blandt det ophidsede crowd.

Den slags er farligt.

Især når man griber den. Misundelige blikke kan slå ihjel:

Det var faktisk min svigerfar, som vi havde lokket med, der greb det. Med hans 2 meter lange korpus havde han lidt bedre chancer end lille mig.

B og jeg gik måske heller ikke stille med dørene om vores nyerhvervelse.

Senere havde jeg Nadia i røret...

...som havde lagt store planer om sin fremtidige karriere som Dr. Frankenhund.

Det er måske ikke bevis nok med et billede af det famøse håndklæde, men den er god nok. Vi overvejer at lade folk se det mod betaling.

Kælenussenavne

Selv før jeg blev født, havde jeg kælenavne. Nok mest fordi mine forældre stadig ikke havde bestemt sig for et navn til deres Babybarn. Gudskelov endte jeg ikke med det navn, men jeg bliver stadig kaldt det. Faktisk så ofte, at jeg forventer skældud det øjeblik min mor kalder mig Nadia.

Af kælenavne har min far altid kaldt mig de mest langt ude ting. Hvor han får det fra, har jeg ingen anelse, men det har altid fået mine venner til at fnise. Jeg forstår det måske lidt:



Man kan undre sig over, hvor præcis ’søster’ og ’lagkage’ kom fra – især fordi jeg altid har hadet lagkage, og min far spiser det heller ikke. Til gengæld findes der endnu et ’søster’-kælenavn:



Måske min far forsøgte at rode bod på at jeg ingen søskende har?

Som mange andre børn, blev jeg også kaldt Mulle. Men da mine forældres ven hedder Muldgård, og dermed Mulle i folkemunde, dannede det en vis forvirring. Dét fandt min mor hurtigt svar på:



Jeg bliver stadig kaldt ved disse navne, men det mest brugte af min far er denne:



Min mor kalder mig mest Nashpige – det kan man ikke så godt tegne.

Du bliver måske lidt nervøs over min opvækst, og kæmper lige nu imod at ringe til Børneforsorgen og skrige ind i røret: ”De kaldte hende KOMPOST! Hvad giver du mig?” – men bare rolig. Mine forældre opdragede mig til at tro, at jeg er hende her:

Postkort fra Island

Hos den anden side af Saga Blot hygges der videre efter aftenen med vindeller og keglebumser (vuhu!). Som Nadia skrev, var det nemlig S' føhølsdag igår (tillykke, elskan), og den fejrer vi da videre i aften også. Så efter lammepizza står den på rejesalatsroulade (meget islandsk, apparently) og kager en masse. Så derfor får I i stedet for et fyldigt indlæg, et fotografi fra i lørdags, hvor S og jeg kørte til Eskifjörður på østkysten, og trekkede op til en sølvmine. Vejret var ondt og fantastisk. Fortsat god fredag!

Islandsk fårenusning

Igår vendte S og jeg tilbage fra østkysten til Reykjavík. Min mission var at nusse lam, så er sikker på, at det er hvad der foregik. I aften skal jeg hygge med Nadia og hendes mor - Saga Blot reunited!

Mødet med en klon/anden blogger

For ikke så mange uger siden faldt jeg over en blog. Det er i sig selv ikke en større begivenhed. Men at tøspigebarnet bag bloggen ligeledes er en 24årig universitetsstudine med krøller og oprindeligt fra min beskedne by, som samtidig reagerer på Nadia (og tegner små tegninger for at illustrere pointer og fortærer unægtelig store mængder af salmiak) har dog en lidt skræmmende effekt.

Før tanken løb over i banerne "Min klon? Jeg vidste ikke, at videnskaben var nået dertil endnu?!", var jeg overbevist om at jeg selv havde oprettet en blog, i al hemmelighed for mig selv, som jeg med tiden havde glemt alt om. Muligheden for at det nok var en klon blev dog mere aktuelt, da jeg så at hun opdaterer dagligt. Dét kunne jeg i hvert fald aldrig finde på.

Men efter en heftig udveksling af elektronisk post, hvor vores ligheder blev endnu mere markante (samme gymnasium, sluger begge bøger, stort søvnbehov med samme mareridt, enormt behov for sukkerholdige produkter, osvosv), blev det tid til at tage vores mødom: vi skulle have vores første bloggermøde (ingen af os havde før mødt en anden blogger (jo, jeg har da godt mødt Kira, nå)!

Nu vidste jeg jo godt, hvordan hun ser ud. Hun har jo stort krøllet hår og samme højde (eller lavde?) som undertegnede.
Men aldrig har jeg mødt så mange piger med stort krøllet hår ved Storkespringvandet i København Centrum.

Det er altså mig yderst til højre. Hende, der er forvirret.

Men heldigvis gik det op for mig at vi på ét punkt slet ikke ligner hinanden. For Nadia...

...hun er jo en gravhund.

(Skynd dig ind på  HverdagsNadia og oplev hverdagen fra en gravhunds øjne!)